Ingen feminisme uden intersektionalitet!

Af: Maja Wolfgang, LGBT+ Ungdom

0
2520

1970’ernes kvindekamp har banet vejen for den feministiske kamp i dag. Det skal derfor ikke underkendes, hvilket slag for ligestillingen disse år har medført, men ligesom med meget andet, er nytænkning essentiel for udvikling. Vi lever i en anden tid og har fået meget mere viden om bl.a. magt og undertrykkelse. Feminismen skal derfor være mere inkluderende og bør være intersektionel!

“Man er med et intersektionelt perspektiv ekstra opmærksom på dem med færrest privilegier, fordi det netop er dem, som aldrig bliver hørt.”

I den seneste tid har der dog været en del kritik af det intersektionelle perspektiv. Kritikken lyder bl.a. på, at den skaber en hierarkisk orden, hvor den mest undertrykte er øverst i hierarkiet, og alle andre ikke må udtale sig om noget. Det er en ubegrundet beskyldning, som overhovedet ikke har hold i virkeligheden. Man er med et intersektionelt perspektiv ekstra opmærksom på dem med færrest privilegier, fordi det netop er dem, som aldrig bliver hørt. Det er nemlig ofte personer med minoritetsetnisk baggrund og/eller LGBTQ+ personer, der er underrepræsenterede i den offentlige debat og i store dele af samfundet.

Når man kæmper efter intersektionelle feministiske principper, betyder det, at det ikke er tilstrækkeligt bare at snakke om ‘kvinder’ og ‘mænd’ som to kategorier, fordi bl.a. etnicitet, seksualitet og kønsidentitet er faktorer, man ikke kan overse, når man diskuterer undertrykkelse og kæmper for ligestilling på det sociale, kulturelle, politiske og økonomiske plan. Det vil sige, at bare fordi man er kvinde, oplever man ikke nødvendigvis samme form for undertrykkelse som alle andre kvinder.

Nyere forskning viser bl.a., at danske kvinder som ikke er hvide oplever en anden form for seksualisering fra danske mænd. I Politiken i marts måned kunne man bl.a. læse om racistisk sexisme i artiklen ”Hvad koster du?”, hvor fire kvinder med minoritetsetnisk baggrund fortalte om, hvordan de oplever en anden form for sexisme end hvide kvinder. Problematikker man tager højde for, hvis man benytter sig af det intersektionelle perspektiv og som uden ville blive usynliggjort.

En feminisme som ikke er intersektionel inkluderer heller ikke transpersoner, da den har et meget binært og snævert udgangspunkt. Hvis man ikke inkluderer f.eks. transkvinder i feminismen, betyder det konkret, at man ikke opfatter dem som kvinder. Jeg kan samtidigt ikke forstå, hvordan det skulle påvirke feminismen negativt, at transkvinder bliver inkluderet. Selvfølgelig skal man oppe sig og gøre en aktiv indsats for, at transpersoner bare kommer i nærheden af samme rettigheder og privilegier, men det mener jeg er fair og yderst nødvendigt, hvis vi skal kalde os et ligestillet samfund. Jeg oplever desuden overhovedet ikke, at transkampen fjerner fokus fra bl.a. sexisme, voldtægtskultur og undertrykkende kønsroller, som det bliver kritiseret. Så hvorfor er det et problem, at feminismen er intersektionel? Hvorfor kan vi ikke snakke om flere forskellige former for diskrimination og undertrykkelse? Er det kun hvide middelklassekvinder, der har fortjent at blive ligestillet og nævnt i den feministiske kamp?

Skriv en kommentar