SFU’s økonomi er blevet mindre, og det betyder, at der ikke længere er råd til at have den samme mængde ansatte. Umiddelbart skulle man tro, at det giver færre muligheder, men i virkeligheden er det med til at åbne døren for sund organisationsudvikling og et stærkere SFU.
For lige over et år siden havde SFU seks folk siddende på fuldtid, i dag er tallet tre. Selvom nogle af de tidligere fuldtids-opgaver er blevet lagt under nye deltidsstillinger, er det samlet set et en reduktion af, hvor mange timer sekretariatet i København kan rykke rundt på.
I stedet for at råbe ”åh nej, fuck”, eller tænke, at vi skal vinke farvel til både afdelingsbesøg, træf og DUF-dokumentation, skal vi huske, at SFU består af mange dygtige socialister, der alle brænder for, at SFU skal have så meget indflydelse på samfundet, som det overhovedet er muligt. Derudover er SFU’s organisation i bund og grund uforandret – og det er en organisation, der først og fremmest bygger på frivillige, som ikke forsvinder fordi, der ikke er lige så mange penge i kassen, som der før har været. Kort sagt: SFU skal nok klare sig!
Nød lærer nøgen mand…
Selvom SFU nok skal klare sig igennem det meste, er der stadig en rækker ”obligatoriske” opgaver, som sekretariatet ikke længere har (lige så meget) tid til at tage sig af. Det f.eks. være deltagelse i generalforsamling, med fokus på at hjælpe den enkelte lokalafdeling med at sikre, at de har helt styr på alle de formelle papirer, deres bank skal have. Det kunne også være indsamling af aktivitets-dokumentation til Dansk Ungdoms Fællesråd. Det er opgaver, der ikke forsvinder, men som sekretariatet tidligere har haft to-tre gange så mange ansatte til at dække.
Når sådan en ”skal”-opgave ikke kan dækkes af ansatte, må den dækkes af frivillige – f.eks. kontaktpersoner og landsmødevalgte landsledelsesmedlemmer. Det fører til, at SFU’s frivillige generelt bliver bedre til organisationsarbejde. En af de bedste måder at lære på, er nemlig ved at prøve sig frem, og gøre de ting man skal lære.
Det giver altid god mening at blive dygtigere og skabe et SFU, der kan mere. Her er det en kæmpe gave at have frivillige, der også kan de kedelige, formelle opgaver. De opgaver bliver nemlig nemmere og hurtigere løst, når man først har fået noget erfaring med dem. Det frigiver kræfter til politisk arbejde. Derudover giver det også plads til, at man kan tænke større; budgetplanlægning på langt sigt, skoling og strategisk arbejde bliver emner man kan kaste sig over, når små detaljer i et regnskab ikke længere er en hindring. Hvis flere kan det kedelige, er der flere, der får tid til det sjove.
Løse brikker og nye muligheder
Den netop beskrevne udvikling kommer selvfølgelig ikke af sig selv, og ikke lige med det samme. Indenfor organisationsteorien og projektledelse siger man, at ”kulturændringer” typisk tager omkring to år. Men heller ikke det er nødvendigvis en dårlig ting.
Over det næste stykke tid kommer SFU nemlig til at være i en proces, hvor der er nogle brikker, som skal falde på plads på nye måder. Det kan være frustrerende at vænne sig til nye måder at gøre tingene på, men de løse brikker er også en gave, for vi kan selv vælge, hvor de skal ligge.
Løse brikker og halvt uafklaret arbejdsfordeling er ikke en gave, man får særligt ofte. Det er nu, der er mulighed for at rykke lidt på grundpiller som skoling, internationalt arbejde og udvalgs ansvarsområder.
Årets arbejdsprogram gør meget for at gribe nye muligheder, men det kan ikke stå alene. Hele organisationen skal inddrages. Derfor er det vigtigt at du, kære læser, reflekterer over, hvordan vi i SFU kan få mere ud af det vi har. Held og lykke med forandringen!
