Oplevelser i psykiatrien og psykiske sygdomme har gennem tiden levet et meget forskelligartet liv i kunsten og kulturen.
Fra fremstillinger af egne oplevelser, til den humørfyldte fremstilling (der nok nærmere har skabt distance mellem “os” og “dem”) og til nutidens alvorstunge samtale skabende værker som Sarah Engells bøger – der også kan bruges til at tale om det der er svært.

Nedenstående boganmeldelse spejler et eksempel på det første, men vil man opleve mere end hvad Arnhilds bog kan give, kan det anbefales at kigge på programmet for “Don’t Fear the Weird: Sindet & Filmen-festival 2017” der fra den 13.-16. september i København sætter fokus på hvad hvordan vi gennem film og samtale kan krybe ind i sindet på forskellig vis.

Skribent Anna Overlund

“I morgen var jeg altid en løve” er en bog fyldt med forvirring, der både river en med og udvider ens horisont og er bestemt en bog, der er værdig at tage ned fra hylden, selvom den efterhånden har et par år på bagen.

Det er en bog om den forvirring, der følger med at være skizofren, at miste kontakten til verden og miste det fælles sprog, der er broen mellem mennesker.

Historien tager sit udgangspunkt i Arnhild D. Lauvengs eget forløb.

Tiden fra teenageårene hvor en hverdag med stemmer, hallucinationer og selvskade fylder mere og mere, hen over hendes begyndende kontakt med det norske psykiatriske system og videre til, at hun i dag selv sidder som psykolog. En psykolog med en helt anden indsigt og refleksion over diagnosen skizofreni, end mange af hendes kolleger og hendes eget teenager-jeg nogensinde ville kunne byde ind med.

Det er ikke en historie om det typiske “brugerforløb”.
For som Arnild selv lægger vægt på gennem bogen, så er det hendes forløb, hendes oplevelser og hendes udvikling, der er beskrevet og ingen andres.

Det er kampen for at få sit sprog tilbage, for at genvinde kontrollen over sin hverdag, og bogen giver klare eksempler på, hvordan hun har opnået det. Fra hun i begyndelsen af sin behandlingsperiode udelukkende kunne tegne billeder af sine hallucinationer og udtrykke sig gennem selvskade i sine psykoser, til at hun i dag kan sætte ord på, hvad de betød for hende – hvilke tolkninger, der for hende har betydet, at hun kunne få grebet om verdenen igen.

Samtidig med at Arnild sætter ord på sine oplevelser, så giver hun også indblik i hvordan ord kan miste sin betydning, når man er tvangsindlagt på en lukket afdeling. 

Gennem beskrivelser af en række optrin i hendes kontakt med systemet, giver hun indblik i den medmenneskelighed, distance og indvirkning som menneskene omkring hende bød på, og hvad hun har taget med sig videre. Det er ikke en fortælling om “en af brugerne”, og du skal ikke læse den for at forstå alle skizofrene, men for at få indblik i hvordan et sygdomsforløb kan bevæge sig fra de første symptomer til rask.

I morgen var jeg altid en løve er ikke en populærfagbog og ikke en biografi, men den bevæger sig ind og ud mellem de to genrer, efterhånden som Arnhilds livshistorien udruller sig. Beskrivelsen af den forvirrede teenager Arnhilds oplevelser er fyldt med sproglige billeder for at synliggøre hendes verden, og efterhånden som bogen udvikler sig, får den mere modne Arnhild lov til at træde tydeligere frem. 

I takt med at vi bevæger os gennem Arnhilds liv overgår fortællerstilen fra at udtrykke følelsesspillet i den symptom fyldte forvirring til at være en beskrivelse af de indtryk, som hun oplever i dag med den erfaring, hun har med sig.

Arnhild modnes i bogen, ikke kun som hovedperson i fortællingen, men også som fortællerstemme. Hun giver fortællingen en ekstra dimension ved at byde ind med den faglige viden, hun senere har opnået gennem sin uddannelse, og hun reflektere over de gode og dårlige oplevelser, hun har fra et behandlingssystem, hun nu selv er en del af.

De oplevelser der nåede ind til hende som menneske midt i hendes psykoser, samt de ar hun bærer med sig resten af livet. Bogen kan anbefales som en indgang til refleksioner over, hvordan enkelte elementer i en behandling kan påvirke både godt og skidt og er en stemme, der fortjener at blive hørt.

Kort sagt, læs den hvis du gerne vil udvide din forståelse for mennesker ved at høre en enkelt persons fortælling.

 

Skriv en kommentar