Af Søren Nørgaard
Indlægget er et svar på indlægget “Stop generationskampen- start klassekampen”
Under debatten af vores nye politiske program både i aktivisten og til ledelsesmødet er generationskampen blevet kritiseret for at skade klassekampen, svække vores kapitalismekritik og splitte befolkningen frem for at samle dem til fælles kamp for et bedre samfund. Dette er grundlæggende en forfejlet analyse, generationskampen er ikke bare en legitim kamp for unge socialister det er en nødvendig kamp. I vores samfund er der en klokkeklar magtrelation, mellem aldersgrupper. Den ældre generation sidder på privilegierne, som de fornægter den yngre generation. Det kan vi se i alle aspekter af samfundslivet, langt de fleste chefer er over 50 år gamle, vores overførselsindkomster er bygget på direkte aldersdiskrimination hvor der gives lave ydelser og ekstra pisk til folk af ingen anden grund end at de er under 30, indkomster og formuer er koncentreret omkring de ældste.
Denne koncentration af magt og privilegier hos den ældre generation er ikke et tilfælde. Vores samfund er gennemsyret af en ideologisk fortælling der legitimerer den ulighed. Grundlæggende handler det om optjeningsprincippet: den ældre generation har bidraget i længere tid og fortjener derfor at blive belønnet for det. Det er et rimelig åbenlyst argument for benhård aldersdiskrimination. Men er også en grundlæggende borgerlig fortælling, hvor menneskers værdi gøres op i arbejdskraft og skattebetaling. I denne fortælling har mennesker ikke ret til at deltage i den offentlige debat eller modtage vigtig social hjælp, medmindre de har bidraget til at reproducere det kapitalistiske system i endnu en generation. Denne ideologiske fortælling er en kile som kapitalen hamrer ind i befolkningen for at splitte den. Den splittelse er med til at opretholde kapitalismen. Dette er for det første økonomisk. Den unge generation kan underlægges kapitalens krav i en grad som det ville være umuligt at gøre generelt. Det gælder på eksempelvis på arbejdet, hvor unge får samme rolle som migranter, de tager de jobs der er for farlige, for kedelige og for dårligt betalte til at andre vil udføre dem. Koncerner som Salling Group, 7-Eleven og McDonnalds ville kollapse imorgen hvis vi forestillede os at de var afhængige af arbejdskraft over 30 år. Men generationskløften opretholder også kapitalismen politisk. Ved at stille den yngre generation i udsigt at det bliver godt, når de selv bliver de ældste, disciplineres de til at affinde sig med forhold de ellers aldrig ville acceptere. Omvendt udnyttes de ældre generationer, som hele deres liv er blevet stillet i udsigt at de ville få det bedre som gamle end som unge, til at blokere og mobilisere imod enhver forbedring af ungdommens levekår. Det er altså objektive materielle og politiske interesser, der motiverer generationerne til at støtte en bestemt politisk dagsorden, ikke at man bliver hverken dummere eller moralsk fordærvet med alderen. Det er absolut også muligt at forene generationerne politisk i kortere tid på venstre side af midten. Et godt eksempel er sidste valg hvor rød blok fik et historisk godt valg da Socialdemokratiet fik fat i den ældre generation med løftet om tidlig tilbagetrækning, samtidig med at de andre partier i blokken fastholdt den yngre generation med løfter om uddannelse og klimakamp. Men på sigt er et andet samfund kun muligt hvis vi afskaffer den generationskontrakt hvor nogle får pisk og andre privilegier. Istedet skal vi have et samfund hvor vi giver en ordentlig verden videre til alle, uanset alder. Denne kamp skal kæmpes på 3 fronter. For det første skal den ældre generations økonomiske privelegier fjernes, vi kan starte med alle de punkter hvor der er enten decideret eller slet skjult aldersdiskrimination, f.eks. den gennemgående diskrimination på offentlige overførsler eller løntrin i overenskomster, der uproportionalt kommer de ældre til gode. For det andet skal vi kæmpe en politisk kamp for at udvikle politiske institutioner der kan sikre ungdommens interesser, en modpol til Ældresagen kunne være smart. Og endelig skal vi kæmpe ideologisk- vi skal kalde det ud når vi hører politikere og debattører argumentere for aldersdiskrimination, vi skal kritisere når man fører de privilegeredes generationspolitik frem for en politik for hele befolkningen.