På kultursektionen kommer vi til at bringe anmeldelser, oplevelser og hvad kulturen ellers byder på. Til en start bringer vi en bogreol, der har ligget gemt inde på SF Ungdoms interne hjemmeside. Listen har måske et par år på bagen, men der ligger stadig en masse godt indhold. Listen er i sin tid skrevet af August Vigen Smolarz, Laila Lauridsen og Andreas Albertsen.

BIOGRAFIER OG POLITISK HISTORIE

Aksel_Larsen_stifteren_af_SF
Aksel Larsen – stifteren af SF
, af Kurt Jacobsen, 2010

En murstensbiografi, der især har vægten på Aksel Larsens år i og som formand for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Bogen er dog også relevant i dag, da man ikke blot får et indblik i de konflikter og uenigheder, der førte til SF’s stiftelse, men også på mange måder bliver introduceret til Aksel Larsens tankesæt, der den dag i dag kan ses i SF.

Den-Røde-Tråd
Den røde tråd
, af Hans Mortensen, 2011

“Den røde tråd” er historien om SF fra partiets stiftelse i 1959 til valget i 2011, og den første medvirken i regering. Bogen portrætterer ikke bare skiftende formænd, personer og politikere, der har tegnet partiet, men beskriver også de konflikter og begivenheder, der har udviklet og udfordret SF’s ideologi – lige fra kold krig, murens fald til 00’ernes værdikamp.

SF’s historie er ikke en historie om evig harmoni og enighed, derimod har der været op og nedture, splittelse og samling, hvilket blandt andet skyldes, at SF på mange måder også er bevægelsernes parti. Kvinde-, Antikrigs-, Den Grønne og mange flere bevægelser og strømninger i tiden er blevet samlet op af SF og indlemmet i det SF’ske projekt, hvilket både har skabt konflikter, fornyelse, inspiration og udvikling.

Siden denne artikel har Hans Mortensen udgivet bogen “SF – Magtens Pris” i 2014, som er en udvidet version der bl.a. tilføjer et kapitel om da SF trådte ud af regeringen.

nullerne
Nullerne
, af Søren Mørch og Roald Als, 2012

Politikens venstreorienterede tegner Roald Als og den pensionerede historiker Søren Mørch har sammen lavet bogen “Nullerne”, der er et portræt af dansk politik og dens politikere mellem 2000 og 2010.
Selvsagt kommer V, K og O’s styring af Danmark til at fylde en hel del, og Als og Mørch afdækker sammen de krumspring og til tider genialiteter, der førte til, at Danmark måtte trækkes med en borgerlig regering i 10 år. Det kan godt allerede her afsløres, at mange af Anders Foghs tricks set i bakspejlet er ren idioti, som en eller anden politisk kommentator burde have gennemskuet og skreget ud til verden.
Roald Als er kendt som en af Danmarks skarpeste karikaturtegnere, hvis ikke den skarpeste, og Søren Mørch er både en dygtig historiker (med hjertet på det rette sted) og en fremragende formidler. Sammen har de skabt et underholdende og oplysende billedbog for folk, der interessere sig for politik.

ANALYSER OG BESKRIVELSER AF DANMARK OG
VERDEN I DAG

Beton
Beton – historier fra skurvognen, af Jacob Mathiasen

Som titlen kort og godt siger, så er dette en bog om historier fra skurvognen. Jacob Mathiasen fortæller om livet på en byggeplads som betonarbejder – om nedslidning, presset fra oven, frygten for at blive fyret, det hårde arbejde, pauserne og meget mere.
Bogen fortæller historier fra skurvognen, hverken mere eller mindre – den peger ikke på de problemer, der tydeligvis er, men man skal være overordentlig kynisk og menneskefjern, hvis man ikke selv kan spotte mange af dem. Derfor giver den heller ikke svar på, hvordan Jacob Mathiasen og hans kollegaer kan få en nemmere tilværelse.
Bogen giver et godt indblik i forholdene i en hård byggebranche – hvis man vil have nogle af de politiske svar på, hvordan man (måske?) kan afhjælpe problemerne kan man med fordel læse Mattias Tesfayes “Vi er ikke dyr, men vi er tyskere” efterfølgende. God læsning, hvis man aldrig har arbejdet på en byggeplads – historierne kan på mange måder sætte tanker igang om, hvorfor så mange jord- og betonarbejdere stemme på Dansk Folkeparti eller holder sig helt væk, når der er valg.

chokdoktrinen
Chokdoktrinen
, af Naomi Klein

Den canadiske journalist kortlægger i denne bog, konsekvenserne af den monetaristiske, neo-konservative økonomiske politik, som har været den dominerende i USA ført an af den berygtede og berømte økonom Milton Friedman. De amerikanske politikere har dog langt fra begrænset den ødelæggende økonomiske politik til det amerikanske samfund. Tværtimod har toneangivende amerikanske politikere og økonomer udøvet denne ‘chokdoktrin’ på kriseramte områder rundt om i hele verden.

Milton Friedmans filosofi, som bedst beskrives som en ‘chokdoktrin’  eller som ‘disaster capitalism’ (‘katastrofekapitalisme’) går i sin enkelthed ud på, at massiv privatisering, underminering af sociale systemer, enorm deregulering af markedskræfterne, inflation og skattelettelser kan hjælpe i forvejen katastroferamte områder. Kleins påstand er med andre ord, at man har med en hel skole af konservative økonomer at gøre, der mener, at ødelæggelse i sig selv er positivt, fordi det vender op og ned på alt og bane vejen for det samfund, som disse mennesker ønsker.

Bogen er ikke mindst tankevækkende, fordi partier herhjemme som Venstre og Liberal Alliance er stærkt inspirerede af den form for økonomiske tænkning, hvis følger, bogen beskriver. En tung, men velskrevet bog, som man bør afsætte god tid til!

Den_nye_ulighedDen_sociale_smeltedigeluddannelse-for-de-mangedet-delte-danmark-ebog
Den nye ulighed
Det delte Danmark
Den sociale smeltedigel
Uddannelse for de mange
, alle af Lars Olsen

Lars Olsen har i en årrække spyttet gode bøger ud, hvor han tager temperaturen på uligheden og den sociale mobilitet i Danmark. De fire ovenstående bøger afdækker på hver sit felt den udvikling det danske samfund har taget de seneste år.

Det delte Danmark –  den første bog fra 2005, der blandt andet fokuserer på Danmark som et samfund opdelt rent fysisk. I bogen afsløres det, hvordan både de mest og de mindst velhavende lag isolerer sig i opsplittede boligområder. Lars Olsen mener, at denne polarisering samlet set føre til mindre forståelse mellem høj og lav, og dermed truer sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.

Den nye ulighed – i denne bog introduceres begrebet ‘fem sjettedels samfundet’, der dækker over, at vi lever i et samfund, hvor det store flertal aldrig har haft det så godt, men at et mindretal er ved at blive hægtet af. I bogen bruger Lars Olsen meget tid på, at beskrive, hvilke konsekvenser det har for den sociale arv, og hvordan fem sjettedels samfundet kommer til synes i Danmark.

Den sociale smeltedigel – fokus i denne bog er den danske folkeskole, og hvad der gør den unik. Som titlen antyder er det Lars Olsens påstand, at den danske folkeskole udgøre en social smeltedigel, der har enorm betydning for velfærdsstaten. Bogen problematisere blandt andet den store vækst i antallet af elever, der går på privatskole.

Uddannelse for de mange –  bogen kan på mange måder ses som en efterfølger til ‘Den sociale smeltedigel’, da den især kredser om problemerne og den sociale arv, der er kendetegnet ved ungdomsuddannelserne i Danmark. Hovedpåstanden er, at undervisningen er blevet for ensidig rettet mod teori, og at der generelt på ungdomsuddannelserne mangler en praktisk del.

Hver bog er for sig rigtig god læsning, men man må også erkende, at der er overlap mellem bøgerne, når Lars Olsen udfolder sin glimrende beskrivelse af Danmark som et opdelt samfund. Man kan kritisere Lars Olsen for at have et for snævert fokus på uddannelse og sociale kompetencer frem for materiel lighed. Ikke desto mindre er Lars Olsens bidrag til beskrivelsen af Danmark enormt vigtigt og tilmed letlæseligt og nemt tilgængeligt.

Detdanskeklassesamfund
Det danske klassesamfund
, af Lars Olsen m.fl., 2012

En beskrivelse af Danmarks klasser anno 2012 – bogen er ikke blot super aktuel, fordi den er skrevet med udgangspunkt i det Danmark vi lever og ånder i nu og her, men også fordi den er enormt velskrevet og veldokumenteret. Lars Olsen har allieret sig med nogle af de mest markante mennesker, der har besiddet eller stadig besidder vigtige poster i Arbejdernes Erhvervsråd og SFI.

Bogen er bygget simpelt op med en indledning, hvorefter kendetegn og udviklingen for de forskellige klasser beskrives. Umiddelbart kunne man måske tænke, at dette ville resultere i en kedelig bog, men de simple tabeller og hårdtslående tal er krydret med historier fra ‘den virkelig verden’, der eksemplificere og understøtter pointerne. Bogens relativt beskedne længde på 130 sider betyder tilmed, at man føler sig underholdt hele vejen igennem, fordi der simpelthen ikke er plads til andet end det mest relevante.

Bogen er kort, præcis og velskrevet, og burde være pensum for enhver borger i Danmark. Kan varmt anbefales – man kan desuden med fordel tage et kig på bogens hjemmeside www.klassesamfundet.dk, hvor man både kan finde nye og uddybende analyser og teste, hvilken klasse man selv tilhører.

Eliternes triumf
Eliternes Triumf
, af Lars Olsen

Ikke siden 1800-tallet har sammensætningen i Folketinget været så ulig befolkningen, som den er i dag, og ikke siden har der siddet så mange akademikere og så få med en faglært eller ufaglært baggrund. Lars Olsen problematisere i “Eliternes Triumf”, at politik i dag domineres af en akademisk elite, der ikke har syn for de hverdagsproblemer, som præger den almindelige befolkning.
En af Lars Olsens hovedpointer er, at det i dag er tre eliter, der kæmper om at dominere den politiske dagsorden: erhvervseliten, DJØF-eliten og kultur- og uddannelseseliten.
En spændende bidrag til forståelsen af, hvilke konflikt-akser, der er i dansk politik, som også illustrerer vigtigheden af at inddrage flere mennesker med forskellige baggrunde.

Forklædt_som_nazist
Forklædt som nazist
, af Charlotte Johannsen

Da en gruppe nazister fra det ekstreme hooliganmiljø i Århus overfalder Charlotte Johannsens gode ven, beslutter hun sig for at infiltrere miljøet. Det lykkedes at komme helt tæt på inderkredsen, og ud af det er der kommet en nervepirrende roman, der handler om nazisternes liv, indoktrinering af børn, hvad der foregår på den yderste højrefløj og ikke mindst frygten for at blive opdaget.
Bogen er en unik mulighed for at få et troværdigt indblik i den yderste højrefløj, og hvilke tanker, der er dominerende. En særdeles tankevækkende bog, især når man tænker på, at nazistiske og fascistiske grupper har et skræmmende stor opbakning i visse europæiske lande for tiden.

NoLogo
NoLogo
, af Naomi Klein

I bogen lægger Naomi Klein sig ud med nogle af vor tids helt store virksomheder, deres brands og udspekulerede forretningsmetoder. Bogen tager mange problemstillinger op, der er forbundet med moderne og globaliseret produktion af forbrugsgoder – overordnet kan den dog deles op i fire dele med hver sin selvstændige overordnede pointe:

NoSpace, der som navnet antyder handler om, hvordan virksomheders brands og markedsføring er kommet til at fylde mere og mere og den dag i dag har enorm indvirkning på såvel bybilledet som vores kultur. En historisk gennemgang af, hvordan logoer som CocaCola i dag findes selv i verdens afkroge.
Ligeledes problematisere kapitlet fænomenet ‘mærkevarer’, og det at et produkt kan få en højere værdi blot fordi et bestemt mærke er trykt udenpå.

NoChoice. Kort fortalt en analyse af, hvordan store virksomheder bruger deres størrelse og renommé til at overtage og dominere hele brancher på bekostning af mindre og lokale forretningsdrivende – og ikke mindst, hvorfor det er problematisk.

NoJobs er en beskrivelse af, hvordan forholdene på arbejdsmarkedet er ændret. Først og fremmest beskrives, hvordan mange jobs i fremstillingsindustrien flyttes til Asien til ‘Free Trade Zones’ (‘frihandelszoner’),  hvor der ikke hersker nogen lovgivning om arbejdsforhold og lønnen er elendig. Samtidig beskrives det også, hvordan almindelige jobs omdannes til dårlige vikarstillinger, som laver det samme stykke arbejde under et langt dårligere arbejdsmiljø med mere usikkerhed og dårligere rettigheder.

NoLogo er den sidste del, der tager et kig på fremtidige perspektiver.

En svær og måske lidt lang bog, det specifikke emne taget i betragtning, men ikke desto mindre en tankevækkende bog, der med god grund var en af de helt store bestsellers omkring årtusindeskiftet.

ny_vi-er-ikke-dyr-men-vi-er-tyskere
Vi er ikke dyr, men vi er tyskere
, af Mattias Tesfaye

Mattias Tesfaye var en af de første til at introducere begrebet ‘working poor’ i Danmark – et velkendt fænomen i både USA, Tyskland og England, hvor det ikke er unormalt, at man kan have et arbejde og alligevel tjene så lidt, at man lever på eller under fattigdomsgrænsen. Bogen er en blanding af de erfaringer Tesfaye har gjort sig på det danske arbejdsmarked, som bl.a. faglig sekretær i 3F, og et bud på, hvordan man kan undgå, at working poors for alvor får sit indtog på det danske arbejdsmarked.
En vigtig bog om den største trussel mod det danske arbejdsmarked de kommende år.

IDEOLOGI OG STRATEGI TIL FORANDRING

Going-Public
Going public, af Michael Gecan, 2002 (Engelsk)

Den amerikanske organizer Michael Gecan, der i 25 år har organiseret lokalsamfund, skrev i 2002 bogen ‘Going Public – an organizer’s guide to citizen action’, hvor han bl.a. beskriver, hvordan han og hans kollegaer arbejder med udsatte områder, med at organisere dem, samle de lokale om at forandre kriminalitet, sociale problemer og dårlige boliger til et trygt og rart samfund med ordentlige boligforhold.
Michael Gecans syn på ideologi adskiller sig i høj grad fra SFU’s, da han på mange måder afviser ideologi, og ideen om, at samfundet også overordnet bør bevæge sig i en bestemt retning – i stedet har han et synspunkt, der ligger i nærheden af, at der findes hverken rigtigt eller forkert. Det betyder dog ikke, at bogen ikke kan bruges til noget – trods at Gecan har en anderledes tilgang til ideologi, er hans redskaber og tanker om organizing gode. Noget af det som Gecan bruger meget tid på at beskrive i sin bog er ‘magt’, hvordan man tilegner sig den, hvad det er og hvem der har den. Desuden lægger Gecan stor vægt på relation og relationsopbygning.
Interessant bog om organizing, der især vil kunne inspirere og give redskaber til at lave seje lokale kampagner. Man skal dog være klar på, at bogen er skrevet til et meget bredt (amerikanske) publikum, hvorfor man f.eks. indimellem støder på bibelpassager, der skal eksemplificere pointer.

Hvorfor-er-feminister-så-snerpede
Hvorfor er feminister så snerpede
, af Gretelise Holm

”Hvorfor er feminister så snerpede?” Det og 29 andre spørgsmål behandles i bogen af samme navn, hvor typiske spørgsmål fra den offentlige diskussion om ligestilling og køn undersøges og debatteres på en både provokerende, oplysende og underholdende måde.

Bogen er klart anbefalelsesværdig. De små 200 sider er hurtigt læste og bogen bliver aldrig kedelig. Den provokerende facon gør at man ikke nødvendigvis er enig i alle konklusionerne, men der er masser af brugbare statistikker og citater for alle der fra tid til anden diskuterer ligestilling. Bogen er således ikke en indføring i feminisme og forskellige teorier, men giver nogle redskaber til at forstå debatten i dagens samfund og masser af argumenter til spisepausen, paneldebatten eller hvor man ellers diskutere køn, ligestilling og feminisme.

Læs den fulde anmeldelse af bogen her.

Organizing – People, Power, Change, af Marshall Ganz (Engelsk)

Marshall Ganz er en af hovedarkitekterne bag Barack Obamas revolutionerende valgkampagne i 2008. I dag arbejder han som senior lektor i Public Policy på Harvard Universitetet. Ganz har enormt mange tanker om, hvordan man bedst strukturere en god kampagne, hvordan man er en god leder og meget andet. En af hans bidrag, som vi har brugt meget i SFU er hans tanker om at kommunikere politik på en jordnær måde ved at fortælle sin egen historie (‘Story of Self’).
“Organizing – People, Power, Change” er en fantastisk indføring i bl.a. kampagne-, lederskabs- og organisationsteori. Den er dog lang, og på engelsk.

Marshall Ganz optegnelser findes kun på engelsk. Her en web-udgave:
http://isites.harvard.edu/icb/icb.do?keyword=k2139&pageid=icb.page60811

Desuden kan man få en kort engelsk intro til organizing på:
http://www.hks.harvard.edu/organizing/tools/Files/What_is_Organizing.pdf

rules_for_radicals
Rules for Radicals
, af Saul D. Alinsky

Alinskys ‘Rules for Radicals’  fra 1971 er blevet en klassiker for folk der organizinger i græsrodsorganisationer. I bogen beskrives 12 regler eller principper for organizing. Hvis man er i tvivl om bogens hensigt kan man kigge i første afsnit, hvor der om bogen skrives:
“Det som følger er for dem, der ønsker at ændre verden fra det det den er til de ønsker den skal være. … Rules for Radicals er skrevet for dem der ikke har noget om, hvordan de får det”  og videre lyder det: “I denne bog er vi optagede af, hvordan man skaber masseorganisationer der kan beslaglægge magt og give den til folket for at realisere den demokratiske drøm…”
Med andre ord en bog, der beskriver, hvilke regler, der gør sig gældende, hvis man vil ændre et samfund fra bunden. Bogen giver en god indsigt i de basale principper for organizing, men skal dog ses i den kontekst, at den er over 40 år gammel.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.