Langt størstedelen af den danske befolkning kan blive enige om, at alle skal være lige for loven. De fleste vil nok også mene, at det er vi allerede og har været det længe. Det burde man også tænke, for come on! Vi er i 2017! Der må jeg alligevel skuffe jer. For godt nok er vi i 2017 og har været det i over et halvt år, men på trods af det, er anbragte børn og unge stadig ikke ligestillet med børn der vokser op hos deres biologiske forældre – hverken i praksis eller lovgivningsmæssigt.
SU eller Uddannelseshjælp?
Den dag du fylder 18 år, har du ret til SU, hvis du er under uddannelse på en SU-berettiget uddannelse. Det er du ikke, hvis du er anbragt i familiepleje eller på en døgninstitution. Står du i denne situation, er den eneste form for hjælp, du kan få, ydelsen uddannelseshjælp. Uddannelseshjælpen er en ydelse, hvis sats er ca. på det samme som SU’en. Problemet med denne ydelse er, at den gør det umuligt for anbragte børn at have et studiejob eller en opsparing. Har de unge dette, så modregnes det i ydelsen. Derudover kan anbragte unge, der modtager uddannelseshjælp ikke optage nogen form for SU-lån. Det er både et økonomisk og socialt problem for de unge. Sune, som er anbragt ung på 18 år fortæller, at han; “Blev nødt til at droppe at modtage uddannelseshjælp, for at få enderne til at hænge sammen”, således at han kunne tage et studiejob ved siden af sin skolegang. Samtidig fortæller han, at det er en nederen situation at stå i, fordi; “At man igen, igen, igen bliver gjort anderledes. Alle mine venner modtager jo SU og får også lommepenge af deres forældre. Jeg får ingen af delene, kun løn fra mit arbejde”. Det skaber også et problem i samfundet – her ser vi nemlig, at kun 7% af de anbragte og tidligere anbragte unge får en studenterhue. En ting, der ikke undrer Sune. “Det kræver virkelig meget overskud, både at passe et job og en skole. Det er altså bare et overskud, som mange anbragte bare ikke lige har”.
Et problem i hele Danmark
I praksis lider de anbragte børn og unge også under systemets fejl og mangler. Det kan ses i f.eks Randers kommune, hvor; “livet som plejebarn, er livet som en sekundavare”. Her er 2 børn blevet gjort til en vare, og rykket fra deres hjem umiddelbart til en plejefamilie, der vil “godtage de lave lønninger kommunen prøver at få presset igennem” fortæller en frustreret plejemor gennem 7 år. Det samme kan ses, når en ung på 19 år, der er anbragt i familiepleje umyndiggøres og nægtet at deltage på Roskilde festivalen af kommunen. Det på trods af både godkendelse fra pleje – og biologiske forældre samt at den unge både havde købt og betalt sin egen billet. Du kan også tage et kig på Københavns Kommune, der skulle være en af de bedste kommuner på området, der er fejl i 100% af de 77 undersøgte sager. Det samme kan ses i Herlev Kommune, hvor der i 2015, var der fejl i 2 ud af 3 sager. Også denne kommune siges at være en af de bedste på området.
Plejebørn træder også uhyggeligt frem i statistikkerne
I statistikerne kan det også tydeligt ses, at vi som samfund taber anbragte børn og unge på gulvet. Sammenlignet med deres jævnaldrene, har plejebørn en meget forstørret chance for en lang række negative tendenser. Her ses blandt andet at være marginaliseret på arbejdsmarkedet, at være involveret i kriminalitet, at blive forældre meget tidligt, selv at få børn anbragt udenfor hjemmet, at have psykiske lidelser og at dø tidligt – særligt selvmordsraten er høj. Igen overrasker de bekymrende statistikker ikke Sune. “Det handler jo bare om, at vi først bliver svigtet af vores forældre og derefter af systemet. Det er de færreste mennesker, der ikke tager psykisk skade af så meget svigt”
Det er almen viden indenfor børnpsykolgi, at det vigtigste i et barn første leve år samt videre opdragelse er omsorg, faste rammer og nærvær. Anbragte børn mangler oftest disse essentielle ting, der giver en sund udvikling både fysisk og psykisk – og så er de oveni købet heller ikke ligestillet med resten af befolkningen.
Sunes navn er blevet ændret efter eget ønske.
