Af Jeppe Riis
At klimaproblemerne er vores forældre og bedsteforældres skyld er en alvorlig fejlslutning. Vi ændrer intet, før vi konsekvent går til problemets virkelige rod – kapitalismen.
I udkastet til det politiske program har der sneget sig to sætninger ind, som fortæller os, at klimakampen er en generationskamp. Det er med andre ord vores forældre og bedsteforældres skyld, at der er kommet klimaforandringer – og det er ligeledes deres skyld, at der intet bliver gjort ved dem. To sætninger kan virke som en lille bagatel i et større politisk papir, men ikke desto mindre har disse to sætninger en afgørende betydning for, hvordan vi i SFU skal gå til klimakampen – analysen af de bagvedliggende årsager er alfa-omega i måden at gå til problemet på.
Jeg mener kampen mellem generationer er en illusion, der udelukkende tjener til at sløre vores øjne for kapitalismen og markedslogikkens grundlæggende destruktive natur. Illusioner som har kapitalismen altid været gode til, og er det stadig i dag. Ifølge Dansk Folkeparti skyldes samfundets problemer indvandrerne, ifølge LA er det de dovne arbejdsløse og ifølge SFU’s politiske program skal det åbenbart være gamle mennesker med magt. Kapitalismen og dens magthavende håndlangere er gennem historien lykkes med at spille forskellige samfundsgrupper ud mod hinanden for at forhindre den fælles modstand mod sig.
Udover at denne analyse er fejlagtig, så vil den fremmedgøre en hel samfundsgruppe der, præcis som os, er blevet underlagt det kapitalistiske regime, men nu blot har levet så længe under det (ikke mindst gennem den kolde krig), at den for dem er blevet den naturlige samfundsorden. Og når den unge generation ikke engang vil invitere den gamle med i den nye verden, men i stedet tyer til indholdstomme catchphrases som #OkBoomer og #generationstyveri, så gør vi det ikke ligefrem nemt.
Derudover vil den fjerne vores fokus fra det virkelige problem, nemlig kapitalismen og dens markedslogik. Kapitalismen forstået som kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne, og markedslogikken forstået som de mekanismer der gør profitten til et mål i sig selv, og dermed belønner dem der sætter klimaet og menneskets behov i anden række.
Nok er tekstens ordlyd blevet ændret, så det kun er de magtfulde ældre, vi skyder på. Denne analyse er dog stadig fejlagtig. At der – muligvis – er et sammenfald mellem ældre magthavere og større modvilje mod at komme klimaforandringerne til livs, ændrer ikke på, at det i alle henseender er storkapitalens endeløse magt i vores samfund vi må gå til, og det er i hvert fald absolut ikke nok argument for, at vi skal gøre generation til en lige så tungtvejende faktor som kapitalisme. Købte vi denne præmis, ville vi skulle støtte Buttigieg over Sanders og vores foretrukne politiske leder måtte være Alex Vanopslagh – adskillelsen hører altså ingen steder hjemme. En ung reaktionær er stadig reaktionær.
Den generationskamp, som SFU’s Politiske Program lægger op til vil kun modarbejde klimakampen. Den vil fremmedgøre en hel generation der potentielt kan være vores allierede og den vil sløre vores øjne for kapitalismen. Derfor er min opfordring til SFU, og for så vidt resten af klimabevægelsen: Drop kampen mod de gamle. Drop illusionen om, at noget som helst andet end kapitalismen har skyld for de katastrofale forandringer vores jordklode gennemgår. Fjern ord som #OkBoomer og #generationstyveri helt fra vores politiske ordbog. Klimakamp er ikke generationskamp – klimakamp er klassekamp.
