Det er en varm julidag i København. Jeg kommer lidt for tidligt ind på Christiansborg, der sommerdovent oser af god tid. Mens jeg venter på Anne, går en lille gruppe turister i gåsegang gennem forhallen, og Jakob Ellemann-Jensen får sig en sludder med portvagten om sommerferieplaner. Mange SFU’ere kendte nok bedst Anne som aktivist på landsmøder og træf, inden hun i juni blev valgt til Folketinget. Hun er hverken sommerdoven eller ferieklar, og da vi først har fået sat os på tagterrassen, sprudler hun af arbejdsglæde.
“Jeg synes allerede, det er rigtig fedt. Alle andre holder ferie, og jeg kunne sagtens sætte min arbejdstelefon på lydløs og tage med Karsten til Azorerne. Men jeg vil gerne lære det basale, inden det går helt amok.”
Føler du dig godt klædt på til at gabe over så forskellige områder som transport, dyrevelfærd og forsvar?
“Nej. Jeg kommer i mange skænderier med mig selv. Der er konflikter mellem natur og infrastruktur, mellem landbrug og dyrevelfærd. Det er tunge områder, i hvert fald for SF. Og mandsdominerede. Men da vi havde fået ordførerskaberne, var der en der sagde, at det selvfølgelig var mig, der skulle være transport- og forsvarsordfører, for ‘hun er mere mand end Jacob og Carl tilsammen’.”
Anne er blandt andet ordfører for dyrevelfærd, men hun er ikke selv vegetar.
“I forhold til klimaet tror jeg på større, strukturelle løsninger. Jeg synes ikke, det skal være et individuelt ansvar. Jeg synes det er fedt, at der er nogen, der tager individuelt ansvar, men jeg vil ikke være med til at støtte en kultur, som fordrer, at det er det, der er løsningen.
“Alle succesfulde bevægelser har noget kulturel hype, som handler om alt muligt andet end det, der er kernen i bevægelsen. Kernen i den vegetariske bevægelse er enormt god, men der er for mange, der forplumrer det. Jeg ser nogen, der gerne vil spise mere grønt, men som ikke vil associeres med den veganske bevægelse, som de oplever som agressive. Vi har brug for kulturel hype, men vi risikerer at miste kernen.”
I forhold til landbruget taler Anne en masse om at regulere og om at målrette den støtte, der bliver givet. Hun bliver ved med at sige, at det bare er med at komme i gang, og som SFU’er bliver jeg nødt til at spørge hende, hvor meget af SFU’s politik, vi skal regne med at se gennemført.
Får vi en løbende nationalisering af landbrugsarealet, sådan som SFU går ind for, sat i gang i løbet af de næste fire år?
“Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg selv mener. Hvis SFU vil forklare mig om fordele og ulemper, så vil jeg gerne høre det, men jeg har aldrig rigtigt hørt ordentligt efter, når vi har haft diskussioner om nationalisering eller ej. Med mindre det handlede om banksektoren. Men jeg tror dårligt, vi kan få selv de mest venstreorienterede socialdemokrater med på det.”
Nu er Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening jo begyndt at opkøbe landbrug…
“Det er jo interessant. Det kan fungere som et lille mikroeksperiment. Vi har brug for de argumenter, som det giver. Det er sådan vi kan trække Socialdemokratiet allermest.”
Det lå ellers ikke umiddelbart i kortene, at Anne skulle være ordfører på blandt andet det grønne område.
“Transport, landbrug og natur er ikke noget, jeg har beskæftiget mig så meget med. Jeg kommer jo fra den anden del af SF. Men det handler om at få samtænkt det røde og det grønne.”
Hvilket område ville du helst være minister for?
“Provinsminister. Vi taler rigtig meget om ulighed, men vi glemmer tit, at uligheden har en regional dimension. Det er et spørgsmål om klasse. Vi bosætter os efter job, og de kommuner, hvor jobbene er for folk med lange videregående uddannelser, det er storbykommunerne og de velhavende kommuner.”
Anne savner Folketingspolitikere, der kender hverdagen i provinsen, og ved hvad velfærdsforringelser betyder der. Det er dog ikke det samme som, at det er underklassen i byerne, der skal betale for en mere retfærdig fordeling af pengene mellem kommunerne.
“Når man skærer på velfærd, så rammer det først og hårdest i provinsen. Det er der, de små uddannelsessteder og de små hospitaler er. I dag er det svært at sikre en retfærdig betaling af velfærden. I Lyngby-Taarbæk må de for eksempel ikke sætte kommuneskatten op, selv hvis de gerne vil bruge pengene på at give noget mere til de fattigste kommuner. Det skal de have lov til.”
I SF og SFU taler vi tit om, at vi skal være bedre til at komme i kontakt med dem, vi ikke selv kender. Evnen til at gøre det mener Anne er en del af grunden til valgsuccesen i Sjællands Storkreds.
“Nogle gange er det utroligt nemt. I min valgkamp havde vi en lang diskussion om, at jeg skulle tone mit Helle Thorning-look ned. Vi fandt ud af, at det er skideligegyldigt. Det jeg skulle var, at jeg skulle turde snakke med folk. Hvis man tør det, er det ligegyldigt, om du er DJØF’er, har stiletter på eller om du er veganer.
“Noget af det SF Lolland kan er, at de kan snakke med nogle af de ufaglærte. Det er let at overbevise dem om, at DF ikke varetager deres interesser. Det er os, der sikrer, at vi har den mest solidariske regering i Danmark. Det er det, der er venstrefløjens udfordring: Vi skal ikke bare adoptere holdninger, vi skal holdningsudvikle. Og det handler ikke bare om udlændingepolitik.”
Anne understreger, at der er en kæmpeforskel på at føre valgkamp og lave politik. Det bliver hårdt arbejde at levere resultater, men valgkampen var hård på en anden måde.
“Når man er opvokset i ungdomspolitik, så ved man godt at valgkamp er hårdt. Det er psykisk hårdt at være i valgkamp. Vi tager jo politik enormt personligt. Og så er din base jo SF, og i løbet af en valgkamp har alle travlt. Alle er ude i marken og kæmpe. Så når man sidder i sin dieselbil og har en dårlig dag, så er det begrænset, hvem man kan ringe til. Man savner et godt, gammeldags, rygklappende landsmøde. Man føler sig meget alene, når man har kandidatbyrden. I sidste ende har man ansvaret alene.”
Og Anne har virkelig været med ungdomspolitik længe. Efter et teenageopgør med sin socialdemokratiske far og en uge i praktik hos SF og SFU, meldte hun sig i 2009 ind. Der var dog ikke meget gang i SFU afdelingen, før der en dag kom en på besøg fra landskontoret.
“Christine var organisationskonsulent, og hun ville gerne have Vordingborg-afdelingen til at være mere aktiv. Jeg havde et møde med hende, hvor jeg sagde, at det kan ikke lade sig gøre! Ikke engang DSU kan holde noget kørende hernede. Det lykkedes nu alligevel. Så blev jeg spurgt om jeg ville i landsledelsen som distriktssekretær, og det ville jeg ikke.”
Men så sagde du alligevel ja…
“Jeg sagde nej! Nok mest fordi jeg ikke vidste, hvad det var.”
Anne kom dog i landsledelsen som suppleant. Hun fortæller med et glimt i øjet – for “vi har jo ikke rigtigt fløje” – at hun der var en del af en lille klike, der arbejdede sammen.
“Jeg var altid en af dem, der fik færrest stemmer i SFU. Jeg sad sammen med Sebastian, Lise, og Laura, og vi havde hver vores rolle. Vores taktik var, at Lise skulle sige tingene, for ellers ville de andre ikke være med. Vi befandt os godt i rollen som dem, der sagde: Det er fint nok, men er det realistisk? Vi drak øl og snakkede strategi og syntes det var vildt interessant.”
Anne fortæller, at tiden i SFU’s landsledelse har klædt hende godt på til arbejdet som folketingsmedlem.
“Jeg har jo aldrig haft rollen som idealist. Jeg har været noget så sjældent som en pragmatiker i ungdomspolitik. Det går op for en, når man kommer herind, hvor meget det faktisk fylder.”
Om tiden i SFU har klædt pragmatikeren fra provinsen godt nok på til at lægge arm med de gamle mænd i transport- og forsvarsudvalgene må tiden vise. Aktivisten krydser fingre.
Rød bog
Indmeldt i 2009
Afdeling: Næstved
Seneste tillidspost i SFU: Suppleant til landsledelsen
Ordførerskaber: Transport, Natur, Landbrug, Dyrevelfærd, Forsvar
Top tre dansebarer
- Happy Feet Studio
- Club Mambo
- Tango y Vinos
- (Sommerdans i Fælledparken)
