Af Anna Overlund, kandidat til Borgerrepræsentationen i København
“Skal man være kvinde for at spille på festival?” Det er spørgsmålet, der aldrig rigtigt dukker op i den offentlige debat, og det er fordi størstedelen af de musikere, der spiller på de danske festivaler hen over sommeren er… Jeps, du gættede det; mænd.
Senest har Grøn Koncerts musikansvarlig været ude og sige om programmet på festivallen, der har præcis 0 kvindelige navne: ”Jeg synes, det er et godt og alsidigt program, både i forhold til genrer og i forhold til de kunstnere, som vores publikum ønsker. Vi har jo fået en del kritik for, at der ingen kvinder er på programmet i år, men det har simpelthen ikke kunnet lade sig gøre. Vi har spurgt en række kvindelige kunstnere, som passer til vores profil, men ingen har desværre kunnet eller villet i år”.
Der er mange (dårlige) undskyldninger knyttet til det faktum, at der er en overvægt af mænd på festivalprogrammer, men at man kan sætte en musikfestival op med omvendt fortegn (98% kvinder på programmet!) er nu blevet bevist på en festlig maj solskinsdag fyldt med mangfoldighed og fællesskab – og nærværende skribent var naturligvis med.
Det der binder dagen sammen
Kvindekamp og kvindens værd var det underliggende tema, der bandt dagen sammen, og selv de små detaljer bar i denne retning lige fra publikum til de kunstnere, der stod på scenen og betjeningen bag baren.
Der var mulighed for at købe ligelønskage eller Kritisk Pynt, ligesom at Demos fik luftede deres CD-lager og “Du er også feminist… “-bæreposer.
Det deltagende publikum indeholdt så bred en repræsentation, at man ramte alderen 0 år til 90+, rummede en god portion af LGBT+’s mangfoldige skala, samt de feminister, der gennem tiden har båret kampen for ligeværd i livet tilbage i en tid, hvor det blev gjort med hjemmefarvede stofbleer om håret til lyden af Sonjas Søstre.
Et publikum hvor man kom som man var, hvor der var plads til ikke at skulle gemme eller konfronteres med, om man passede ind i en cis-kønnet heteroverden, og hvor det også var okay, hvis man gjorde.
Kvindemusikfestivallens valg om at dele deres program op i en hovedscene og nogle supplerende aktiviteter i Råhuset, bød på det klassiske festivaldilemma med at skulle vælge mellem programmets dele uden at kunne nå det hele, men det gav også præcis en fornemmelse af, at det var en festival og løftede arrangementet op sammen med børneaktiviteterne, samt muligheden for bare at sidde og nyde solen og være med.
Programmet var eklektisk, bredt og sammensat af de mangeartede typer musik som dygtige kunstnere kan byde på – for at være kvinde er ikke en afgrænset stilart.
Sonjas Søstre løftede endnu engang instrumenterne med slagkraft i lighed med den moderne feminists bedste ven Karina Williumsen, Annika Åkjær og Kirsti Meiers, samtidig med at Råhuset blev indtaget af både poetry slam og perlepladepuslerier.
En kraftfulde poetry slam session
Linda Nørgaard var den, der startede min kvindefestivaloplevelse, og det blev gjort med et kraftfuldt nedslag i hverdagens tanker.
Et slam der emnemæssigt spændte sig bredt, men alligevel ramte præcist ind i hverdagens tanker. De to tekster, der brændte mest igennem hos mig, var over temaerne “terror” og “værd”.
Hvordan terrorens indvirkning, frygten, tankerne skaber forandringen i vores måde at håndtere verden på. Når vi i medier og hverdag konstant konfronteres med muligheden for terror, er alt lige pludselig terror.
En session som også rummede ord om hvordan man som menneske kan opleve at fedtet driver. At det styrer og leder ens hverdag og relationer på en måde, der er ude af ens hænder, mens ens værd besluttes ud fra ens størrelse. Hvad man skal stå model til i en verden, der ikke har specielt meget plads til dem, der falder uden for den vedtagne norm, og hvad ens værd så er.
Det sidste kan også opleves her hos friktion og er bestemt et læs/lyt værd.
Fællessang fra Femø
Noget af det, der gav indhold og feministisk sjæl til kvindemusikfestivallen, var en session med tre sange fra Femø.
Alle blev inviteret op til scenen og fik stukket tekster fra Femøs sangbog i hånden samtidig med, at der blev sunget for fra den store scene. En fællessang som gav indblik i Femølejerens musikalske uge, hvor der gennem tiden er blevet digtet, sunget og skabt fællesskaber kvinde og kvinde imellem.
Det er svært at sætte ord på hvorfor fællessang virker, men det er en base, der giver fællesskab, som samler folk og som på dagen underbyggede, at man som publikum kom hinanden ved og havde noget sammen. Jeg blev indfanget af det kunstneriske miljø, der havde skabt sange som “kvinde kend dit eget værd” og det var en flig af indsigten i, hvor potent et kunstmiljø fortiden har kunne underbygge – og måske et blik ind i hvad vi også kan i fremtiden?
Koncerter med kvinder – fordi, ligestilling!
Kvindemusikfestivallen 2017 var et klart vindue ind i kulturen og beviste, at kvinder godt kan skabe oplevelser, der er værd at bruge tid og billetkroner på.
Spørgsmålet om man kan lave en festival med kvinder, er blevet besvaret med et stort fedt ja! Og hvad der var en sjov tanke og en skarpt vinklet “pressemeddelelse” i 2016, blev hen over et år til virkelighed og så er det, at man bliver nødt til at stille sig selv to spørgsmål;
Er kvindemusikfestivallen noget, der skaber forandring nu? Og er festivallen en festival som alle andre?
Forhåbentlig er det noget, der rykker noget for kvindelige kunstnere, og om ikke andet så er det bedst at sætte noget handling i gang i stedet for at sidde og vente pænt på, at det bliver kvindernes tur på scenen – for det sker tilsyneladende ikke af sig selv.
Festivallen minder i mine øjne om Vesterbro/START festival, som gennem tiden har været med til at eksponere og gribe nye musikere. En musikfestival som er med til at finde det, der er værd at lytte til, og samle et publikum, der er villige til at lytte til nyt.
På samme måde ville kvindemusikfestivallen sagtens kunne overleve og understøtte nye (og gamle) kvindelige kunstnere, og jeg er ret sikker på, at København sagtens kan rumme nogle flere af slagsen.
For kampen er værd at tage, og det virker til, at de nødvendigvis har taget ved lære og skabt den forandring, som et mangfoldigt kunstmiljø har brug for, når man igen i år ser på avisoverskrifterne om festivalernes programsammensætning.
Så Kathrine, Karina, DEMOS og hvem der ellers var med i skabelsen af det lille kvindemusikalske åndehul – tusind tak for en fantastisk oplevelse – hvis I gentager succesen næste år, er jeg klart den første i billetkøen! (og det kan måske endda være, at jeg melder mig frivilligt til at tage en barvagt).
