Af Alexander Blavnsfeldt, Politisk Leder for SF Ungdom
Hvordan er man ungdomsparti til det største parti i opposition, og hvordan kommunikerer man på en meningsfuld måde?
Det er ingen hemmelighed, at det tager tid at finde fodfæste, når den politiske virkelighed ændrer sig. Vi sejrede på valgnatten, men tabte to måneder efter, da SVM-regeringen blev dannet. Strategien efter regeringsdannelsen er altid svær at skabe, og det er noget som vi har snakket en del om i SFU. Men jeg ville alligevel give mit besyv med.
Så hvordan giver det egentligt mening at kommunikere, når bolden er på vores banehalvdel?
Det vigtigste for mig at se er at opnå en balance. En balance mellem kritik og visioner. For SFU skal ikke ende som mange andre ungdomspartier og partier generelt gennem tiden. Vi må ikke blive reaktionære, og vi må ikke blive forventelige i vores kommunikation. Derimod skal vi huske, at vi er her af en grund. Fordi vores visioner kan blive til virkelighed. Nogle gange overlapper kritik og visioner, og også der er det vigtigt, at man holder øjet på bolden. For hvis man altid arbejder mod noget, er det svært også at arbejde for noget.
Hvis vi skal konkretisere det lidt, er universitetsaftalen et oplagt sted at starte. Det er en aftale, hvor grundideen er elendig. Et-årige kandidater bliver ikke en god ide, uanset hvordan man vender og drejer det. Men den kritik har man hørt før. Derfor kastede vi også alle kræfter i at kritisere den, da første udkast kom. Til gengæld præsenterede vi også vores visioner. Flere penge til de uddannelser, som i dag mangler midler og muligheder. Særligt erhvervsuddannelser, FGU og professionsbachelorer. For de bløder studerende og elever.
Så hvordan endte aftalen og kommunikationen om den? Den endte med at blive en bred aftale, hvor mængden af 1-årige kandidater var reduceret, samt at professionsbachelorerne får et ekstra økonomisk skub bagi. Samtidigt kommer der en ny pædagoguddannelse. Aftalen endte altså noget bedre end første udkast. Men hvordan kommunikerer man om det?
Som jeg nævnte tidligere, er det vigtigt at holde øjet på bolden. 1-årige kandidater er ikke en god ide, og heldigvis blev mængden af kandidatuddannelser, der kun skulle vare et år, drastisk reduceret. Samtidig blev nogle uddannelser løftet, som manglede et politisk fokus. Derfor fik vi gennemført nogle af vores visioner i samspil med SF, på trods af et dårligt aftaleudkast. Og derfor er det vigtigt, at have visionerne med sig.
Den måde at agere på tror jeg er vigtigt, når man er i opposition. Hvis vi gik ud og kritiserede aftalen nu, ville det ikke ændre på noget, men derimod bare lyde som en tom kritik på bagkant. For faktum er, at en flertalsregering kan gøre det meste selv. Og at have presset deres dårlige ide ned på at minimum må også siges at være en sejr i en ny virkelighed. Vi har været med til at minimere skaderne, om man vil.
Endnu en vigtig ting som ungdom i opposition er, at være en del af bevægelser. #stopenhalv, skubbet for bedre vilkår på erhvervsuddannelser, Mellemfolkeligt Samvirkes integrationskampagner og internationale dagsordener er alle eksempler på steder, hvor vores tilstedeværelse både trækker medlemmer, men også opmærksomhed. For når dagsordener ramler sammen med hverdagen, er det tit dagsordener, som kan skabe bevægelser. Og der skal vi spille ind til demonstrationer, i medierne og generelt som forening, for at vi kan stå stærkt på aktuelle dagsordener. Sådan kan vi sammen forandre verden.
