af skrivegruppen bag SFU’s politiske program
Om få måneder er der landsmøde, og vi glæder os ligesom alle andre SFU’ere, som små børn gør til juleaften. Men i år glæder vi os ekstra meget, for vi har fået æren af at skrive udkastet til politisk program for SFU. Måske har du allerede læst det igennem og skrevet cirka 60 ændringsforslag, måske har du slet ikke opdaget at det er offentliggjort. Men vi vil gerne fortælle dig om, hvilket fabelagtigt program vi har skrevet til dig.
Hvad i himlens navn er et politisk program?
Det første oplagte spørgsmål er, hvad i himlens navn et politisk program er, og det næste hvorfor vi skal have et, når det, vi nu allerede har, kun er 5 år gammelt. Politisk Program – også gerne forkortet polprog hvor o’et udtales ligesom i “brok” så det lyder som en sygdom – er et politisk papir hvor vi beskriver SFU’s politiske dagsorden og mål på et 5-10-årigt sigte. Og hvad betyder det så?
Politisk Program beskæftiger sig med flere forskellige politikområder, vi har skrevet afsnit om klima, feminisme, antiracisme, økonomi, arbejdsmarked og uddannelse. Når du læser Aktivisten har papiret været igennem en behandling i Landsledelsen, der sikkert har tilføjet et område eller to.
Papiret giver et kort bud på SFU’s analyse af, hvordan verden ser ud indenfor de politikområder anno 2020, og så giver vi en liste af konkrete politiske ændringer, som SFU kæmper for. Politisk program er altså et rigtig godt opslagsværk hvor man kan blive klog på SFU’s politik uden at skulle læse de i alt 34 politiske papirer, der ligger på SFU’s hjemmeside. Og i modsætning til Principprogrammet, der også er ret bredt, så handler det om konkret politik.
Politisk Program er, som du måske studsede over, skrevet med et “5 til 10-årigt sigte”. Principielt betyder det at papiret, som det eneste i SFU har en udløbsdato: Om 11 år er det ikke længere gyldigt. I praksis betyder det også at papiret er lidt mere pragmatisk og realpolitisk end mange andre SFU-papirer. Den konkrete politik, vi har i papiret, er den, som vi tænker godt kan være gennemført om 5-10 år – på en god dag med lidt held og medvind.
Det betyder at de mere vidtgående forslag om et andet samfund, hvor al landbrugsjord er kollektiviseret, NATO er nedlagt og karakterer er afskaffet, ikke fylder i det her forslag. Hvad der er realistisk er selvfølgelig ikke nemt at gennemskue. Det ville f.eks. ikke at have været nemt til landsmødet i 2015 at overbevise SFU om, at et bredt flertal 4 år senere ville vedtage en klimalov med 70% reduktionsmål.
Tid til forandring, ikke bare krisehåndtering
Vi håber at du nu har en nogenlunde ide om hvad politisk program er for en fisk. Men hvorfor skal vi have et nyt? Da vi sidst vedtog et politisk program, var det i forlængelse af, at man året før havde vedtaget nyt principprogram og var i gang med en ideologisk nytænkning, hvor marxisme, feminisme og bæredygtighed som ideologi og analyse blev afgørende for vores politik. Tidligere havde man haft en markant mere pragmatisk og ikke-ideologisk måde at tænke politik på. Samtidig lagde man en ny mere venstreorienteret linje.
Dengang handlede det nye program om at formulere et nyt ideologisk og politisk projekt. Men det var et projekt, der blev formuleret mens SF var i dyb krise. Partiet fik et af sine værste valg nogensinde, blot få måneder efter at programmet blev vedtaget, og i blandt politiske kommentatorer var det et åbent spørgsmål, om SF overhovedet ville overleve på 5-10-årigt sigte.
I dag er vi et andet sted. Vi har fået valgt en masse SFU’ere ind ved et folketingsvalg hvor SF blev fordoblet og hvor centrum-venstre har fået det bedste valg siden 70’erne. Derfor ser vores gamle program også mere defensivt og uambitiøst ud for hver dag der går.
Politik og strategi hænger sammen
En anden tanke er at få skrevet noget fast omkring vores politiske strategi i den sammenhæng. Derfor står der som noget nyt nu noget om bevægelsesstrategi, forholdet til SF, og vores ideer om hvordan vi konkret rykker Danmark i den rigtige retning.
For at gøre papiret mere strategisk relevant har vi også bundet det sammen med vores arbejdsprogram. Det har tit været lidt uklart hvor meget de dagsordner, som landsmødet fravælger i arbejdsprogrammet, skal fylde: Skal vi f.eks. nedsætte et udvalg eller måske lave en lynkampagne eller den slags, om noget der ikke er vedtaget som politisk kamp det år? Her lægger vi op til at kampene fra politisk program, kan og skal prioriteres uanset om de bliver valgt til årets kamp eller ej, men at de selvfølgelig prioriteres lavere end det LM vælger det år. Lidt pædagogisk sagt behøver, der ikke være en kamp for at nedsætte f.eks. et klimaudvalg, men for at lave en decideret kampagne skal der nok være en kamp.
Endeligt har vi opdateret vores politiske indhold, både med de nye forslag men også analytisk er feminismeafsnittet blevet opdateret til en mere tidssvarende intersektionel feminisme og økonomisk politik har fået et lidt bredere perspektiv på økonomi end ren finanspolitik.
God læselyst – Vi ses på LM!