I disse dage er der blandt mange mennesker en stigende fornemmelse af apati. Man føler ikke længere at løftet, om at hver generation skal have bedre levevilkår og friere muligheder end deres forældre, gør sig gældende. Og samtidig er der en stigende bevidsthed blandt folk om at de rigeste og mest privilegerede har oplevet en stigning i velstand og indflydelse der når næsten absurde højder.
Når vi kigger på udviklingen mellem de mest privilegerede i vores samfundet og det klare flertal af befolkningen, er det egentlig ikke svært at forstå, hvorfor mange mennesker ser elitens interesser som værende i modstrid med deres egne. Det er de nemlig.
Når man ser på rigdom og indflydelse i samfundet, ser man, at en lille gruppe mennesker skiller sig ud fra resten af befolkningen. Den økonomiske elite – bestående af virksomhedsejere, aktiespekulanter, topledere og lignende – har gennem de sidste 20-30 år stået i spidsen af en næsten konstant stigning i uligheden i Danmark.
De rigeste 10% ejer i dag ligeså meget som de fattigste 70%, mens den rigeste 1% for få år siden ejede 40% af alle aktier og obligationer og overklassens indkomster er igennem mange år steget ekstremt hurtigere end resten af befolkningens.
Vi har i disse år set en kraftig splittelse mellem elite og folk. De fleste har oplevet, at deres indkomster de seneste årtier er stagneret – flertallet har endda oplevet et direkte fald i deres indkomst.
Velfærden er gang på gang blevet beskåret. Sygehuse er blevet pålagt systematiske nedskæringer år for år, og sundhedspersonalet skal løbe 2% hurtigere hvert år – til skade for personale og patienter. Hjemmeplejen er blevet sendt på slankekur i så høj grad at personalet ikke kan følge med, og gamle fru Hansen betaler prisen. Uddannelsessektoren, som skulle være alle menneskers mulighed for at bryde deres sociale arv og udleve sine drømme, bliver knust under milliardbesparelser. Og antallet af fattige er steget næsten konstant siden 00’erne grundet nådesløs udhuling af kontanthjælpen og dagpengesystemet.
I samme periode er der gang på gang blevet serveret skattelettelser på et sølvfad til den økonomiske elite fra deres venner i den borgerlige regering, som de gladelig støtter med økonomiske bidrag, når der er valg.
Men det er ikke kun på fordelingspolitikken, at overklassen er stukket af fra resten af befolkningen.
Den danske arbejderklasse bestående af faglærte og ufaglærte lønarbejdere har i en lang periode været under pres fra virksomheder på lønninger. Det pres slog for alvor igennem efter den økonomiske krises indtog i 2008. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste at faglærte og ufaglærte lønarbejderes realindkomster faldt i årene 2010-2013 med flere tusinde kroner om året. Det samme gjaldt en stor del af middelklassen – nemlig lønarbejdere med kort eller mellemlang videregående uddannelse. Det vil sige at det ikke kun er maskinteknikeren, mureren eller lastbilchaufføren, der er blevet fattigere. Det er også sygeplejersken og folkeskolelæreren.
For første gang siden grundlæggelsen af velfærdsstaten oplever en stor del af den brede befolkning at deres levevilkår og livsmuligheder forværres. Og de ser at al den rigdom bliver samlet i toppen af samfundet.
Mens velfærden blev beskåret, fik de rigeste skattelettelser. Mens reallønninger faldt, steg virksomhedernes profitter og millionærernes indtægter.
Så jeg kan faktisk godt forstå, at folk er vrede på eliten. Det er trods alt folket, der betaler prisen for koncentrationen af rigdom hos eliten. Og det har reelle konsekvenser for almindelige menneskers liv, når der bliver skåret på uddannelse, hjemmepleje og sundhed. Det har reelle konsekvenser når fattigdommen stiger. Og det har reelle konsekvenser, når ledelsesgangen kræver real lønnedgang.
Al den velstand der ligger hos virksomheders abnormt store profitter, millionærers overfyldte bankkonti og spekulanters finansielle fiksfakserier kunne bruges til at forbedre menneskers liv og give folk flere muligheder.
Det er på tide, at den brede arbejdende befolkning, som er drivkraften bag samfundets velstand, kræver forandring. Folket fortjener en fair omfordeling og et brud med den stigende ulighed.
Af Kasper Brink Mose.
Medlem af SF Ungdoms landsledelse.
Adresse: Mjølnerparken 68, 2200 København N.
