Akten at brænde en bog

    0
    861
    Billede fra ytringsfrihedsdemo Billede: Kristian Tuxen Ladegaard Berg

    Af David Dam Jensen

    Akten at brænde en bog. At destruere en idé eller en tanke. Selv hvis man forsøger at se bort fra de historiske erfaringer med netop denne handling, er det svært ikke at væmmes. Handlingen er ganske simpelt ækel. Afskyelig. Især når denne handling kædes sammen med fundamentalistiske, nationalistiske og racistiske holdninger – som når Koranen afbrændes og bruges som galionsfigur i kampen for etnisk udrensning.

    Og det er netop også af denne grund, at jeg har været utroligt i tvivl om hvad jeg skulle mene om regeringens planer om at forbyde koranafbrændinger. I tvivl om hvorvidt vores ofte piedestal forhøjede og skåltale forgyldte ytrings-frihedsrettigheder virkelig burde kunne bruges som argument for at tillade en så fæl handling som koranafbrændinger, for en så hæslig holdningskampagne som de danske islamofobers. 

    Denne tvivl, denne usikkerhed om hvor man står i debatten, er legitim – især nu, hvor mediedebatten ofte forekommer polariseret mellem absolutistiske holdninger. Men man skal hverken skamme sig over at være for ytringsfrihed eller for beskyttelsen af minoritetsgrupper.

    Når jeg alligevel nu er blevet overbevist omkring, at regeringens foreslåede forbud ikke er en farbar vej for Danmark, er det på grund af tre sammenhængende pointer.

    Den første er den kedelige men vigtige pointe, at et forbud mod koranafbrændinger alene ikke virker til at være juridisk muligt. I stedet kunne man frygte, at regeringen planlægger at indføre en afdæmpet version af blasfemiparagraffen, hvor man forbød afbrændingen af religiøse tekster.
    Og i dét tilfælde kommer det næste spørgsmål naturligt: hvad er en religiøs tekst? Ville afbrændingen af politiske manifester og principprogrammer (som visse religionsforskere ville mene også var religiøse for visse borgere og organisationer) også blive ulovlig? Hvad med religiøs og ikke-skriftlig kunst? Og hvis det blev ulovligt kun at afbrænde disse tekster – ville islamofoberne så ikke bare rive bøgerne over i stedet? 

    Den anden er at destruktionen af politiske symboler er en gængs måde at signalere sin utilfredshed over X eller Y. Uanset om vi taler om BH’er, Pride-flag, Dannebrog-flag, mørklægningsgardiner, fotografier eller kunstværker. Hvor meget man end måtte afsky bogafbrændinger, er det også uundgåeligt, at Koranen er blevet et politisk symbol i samfundet. Og selvom koranafbrændinger ikke sagligt ville kunne sammenlignes 1:1 med nogle af de ovenstående eksempler, så ville jeg mene, at en del af koranafbrændningerneogså er ødelæggelsen af et politisk symbol – og at vores ytringsfrihed juridisk bør kunne rumme denne form for ytring.

    Den tredje og sidste er metodisk. Religionskritik bør altid være acceptabelt.
    For religionerne – uanset hvilken – er ikke magtesløse minoriteter. Tværtimod besidder selve religionerne en helt enorm magt og indflydelse på hele verdenssamfundet. Og magthavere bør altid kunne kritiseres. Problemet i dette tilfælde er, at koranafbrændingerne ofte er målrettet mod den almene borger der tilbeder Allah, end mod Islam eller de reelle religiøse magthavere selv. Koranafbrændingerne er i dette tilfælde direkte mobning af uskyldige, harmløse og almene mennesker. Når min sidste pointe dog stadig er et argument imod et regeringsindgreb, er det fordi, jeg – i min principielle naivitet – må holde fast i, at den bedste modstand mod mobning ikke er juridiske finter og administrative paragraffer. Men derimod at vi som folk samlet gør modstand mod den minoritet, der ikke kan hverken pli eller almen anstændighed. At vi – også som SFU – overbeviser resten af Danmark om, at religionskritik kan være konstruktivt. At vi viser at et konstruktivt brug af ytringsfriheden til enhver tid, er mere gavnligt end et destruktivt misbrug af frihedsrettigheden. 

    Argumenterne for et juridisk indgreb er mange. Og flere af dem er gode, retfærdige eller forståelige. Men argumentet at koranafbrændinger forårsager trusler mod Danmark, og at koranafbrændinger derfor bør forbydes, er ingen af delene. Hvis vi begynder at lovgive efter aktørers trusler, træder vi ind på en sti, der er svær at vende tilbage fra. Vi bør ikke på den måde indføre en parlamentarisk vetoret til fremtidige voldsmænd.


    Vi bør huske tvivlen i den her debat. Vi bør huske ordentligheden og rimeligheden i hverdagen. Og vi bør huske os selv, hvor end vi går hen. Måske det sidste mest af alt.

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.