Af Elias Julius Binggeli
Jeg blev for en uge siden inviteret til at være med i en paneldebat om Fremtidens Europa. Den titel og spørgsmålene der fulgte med satte en masse tanker i gang. Hvad betyder fremtiden? Skal man tænke man tænke sig ud i den ideelle verden eller holde sig så realistisk som muligt når man skal snakke om det med fremmede, så man ikke lyder som en idealistisk EU-fanatiker? Jeg tror jeg ramte en plads nogenlunde i midten som en skeptisk idealist.
Jeg tror, at fremtidens Europa starter med et nyt grundlag for vores samarbejde i EU. EF blev i sin tid grundlagt på tanken om frihandel, men nu skal det handle om solidaritet og retfærdighed. Retfærdighed over for hinanden, planeten, og vores samfund.
Vi må efterhånden se i øjnene, at generationerne før os har fejlet på rigtig mange måder.
Det må vi ikke gentage, vi skal gøre noget for, at vores børn ikke arver en verden i brand, ligesom vi har gjort. De demokratier, der er etableret nu, må ikke blive korrupte, og medierne og politikere skal være til at stole på, også uden at tage skyklapper på.
Lige nu er vi verdensmestre i ambition og tabere i udførsel. Vi skal for alt i verden (bogstaveligt talt) få gang i et samlet parlament, der kæmper for et grønt Europa. Hvor man på et stramt budget kan tage s-toget ind til en hovedbanegård, tage nattoget til paris, videre til en eller anden by og hjem igen, uden at skulle sælge to knæskaller, en lever og spidsen af en jetjager du har nakket fra forsvaret (de ser det ikke i budgettet alligevel). Hvor der er lovgivning, der gør, at ens drikkevand smager sådan nogenlunde af vand og ikke af Roundup med jordbærsmag (fås kun i udvalgte butikker), og hvor der bare er én fisk i Østersøen.
Det kan lade sig gøre, hvis parlamentet konsekvent kan stemme grønt.
Hvis de kan stemme for en grøn togfond med henblik på at udvikle et elektrisk tognet, der kan transportere store mængder gods og passagerer, så økonomier og hverdage stadig kan holde sig oven vande. Den lovgivning skal også sikre, at lande er forpligtet til at udvikle jernbaner og anden offentlig transport, så det bliver et reelt alternativ og ikke bare en skinmanøvre. Det skal også følges op med en samlet europæisk flyafgift, der reelt svarer til den mængde CO2 der bliver udledt, så det har en reel effekt.
Der skal ske en komplet udfasning af landbrugsstøtten.
I starten skal den omstruktureres, så vi kan udvikle bæredygtige fødevare-landbrug, der kan være med til at fremme den grønne fremtid i stedet for at holde den tilbage.
Vi skal udtage kæmpe mængder lavbundsjorde og områder med lavt udbytte, så naturen igen kan få lidt plads på vores trængte kontinent.
Netop naturen og biodiversiteten ser vi også blive smadret som en klippe i Skagen, når champagnepropperne flyver i uge 29. Derfor skal vi følge FN’s mål om 30% beskyttet og 10% strengt beskyttet også her i Danmark. Hvis vi bare nedlægger den arealmæssige halvdel af den animalske produktion (også foderdyrkning), så får man et areal, der svarer til lidt over en tredjedel af Jylland. Så er vi godt i gang.
Så kan man bruge nogle af de penge, man sparer fra landbrugsstøtten, og bruge den på udvikling og forskning i grønne teknologier, så vi på sigt kan optage CO2 i et større omfang. Alt i alt, er det bare meget vigtigt at få banket det ind, at vi skal under de 2 tons CO2 pr. indbygger globalt.
Jeg begyndte også at tænke lidt på demokrati, og hvordan man kan gøre EU mere demokratisk, der var trods alt mange fra folkebevægelsen til stede til debatten. Måske er det på tide at kigge på veto retter.
Det er selvfølgelig en meget vigtig ting i forhold til mindretalsbeskyttelse, men den står i vejen for en masse ambitiøs og solidarisk politik. Helt konkret på skatteområdet ville jeg gerne se en samlet CO2 skat blandt andet.
Måske skal man også kigge på, hvordan lovforslag kommer ned til parlamentet. Lige nu skal der først tages initiativ til noget i et dunkelt baglokale i kommissionen. Så efter det er blevet skrevet nogenlunde skarpt og med en klar betydning, bliver forslaget udvandet i de forskellige ture gennem EU-møllen. Jeg ved ikke, hvad der konkret ville være den bedste måde at sikre en bedre process på.. Vigtigst af alt skal vi sikre at parlamentet og andre dele af EU forstår at det skal være mennesket først og ikke markedet. At bæredygtighed og at huske sin menneskelighed og solidaritet skal være grundlaget for politikken, ikke en heldig bivirkning. Derfor synes jeg også der skal beskyttes nogle flere rettigheder. Heriblandt retten til fri abort, og at ingen kan tvangsstereliseres. Der er også mange flere som jeg er priviligeret nok til at glemme.
Så hvis alle de ting mirakuløst sker, måske ved et rent folkesocialistisk flertal, så tror jeg Europa står et godt sted, men vi skal stadig sørge for, at vi ikke låser os inde i en boble. Vi skal hjælpe andre lande både gennem samarbejde og ulandsbistand, også politisk og diplomatisk skal vi lægge pres på de store magtfaktorer uden for Europa. Både for at sikre bedre vilkår herhjemme, men også fordi de største udfordringer, især klimakrisen, ikke lægger mærke til linjer på et kort eller hvorvidt de påvirkede mennesker er bankdirektører i Schweiz eller sygeplejersker i Italien.
Så fremtidens Europa. Tiden kommer jo som den gør, og man kan ikke gøre andet end at kæmpe, dag efter dag. Jeg tror rigtig meget kan ske gennem de demokratiske midler vi har nu, men jeg tror samtidig at det også kræver at man ændrer hele kontinentets tankegang. Så kæmp videre, vi skal nok overleve.
