Victor Emil Ottosen, Organisationskonsulent i SF Ungdom.
Vi bliver hele tiden fortalt, at riget fattes penge, hvorfor der hele tiden skal skæres på den velfærd, der gavner almindelige mennesker. Især højrefløjen er gode til at fortælle os borgere, at det vi har det for luksuriøst med vores gratis uddannelse, sundhedssystem og alle vores offentlige ydelser. Det er deres undskyldning for at skære i SU, kontanthjælp og velfærd generelt. Påstanden om, at det er folk flest der har for mange privilegier er dog langt fra at være sand.
Når en stor bank eller virksomhed har det trangt med økonomien eller har brug for at få repareret et eller andet, kræver det ikke meget mere end et lille opkald til finansministeriet før fælleskassen bliver åbnet helt op. Er man voldsomt rig eller et selskab med en solidt polstret bankkonto, og synes man betaler lidt for meget i skat, er det heller ikke noget problem. Man ringer nemlig bare til sin bankrådgiver eller sit revisionsfirma, og så slipper man fluks billigere. Starter din giftige boligspekulation en finanskrise? Det er ikke noget problem! Der bliver bare skåret lidt i velfærden, og så er staten straks klar med et billigt lån.
Er man til gengæld en almindelig lønarbejder, der er så uheldig at miste sit arbejde er historien en helt anden; der er over 20.000 siders dagpenge-bureaukrati, daglige møder på jobcentret og en masse mennesker i samfundet omkring dig, der grundlæggende mener, at du er en nasserøv.
Det er en af de mest grundlæggende uretfærdigheder i lille Danmark; er det storkapitalen der jokker i spinaten er det ikke noget problem, for så skal de almindelige mennesker nok betale. Derimod kan man være helt sikker på, at storkapitalen ikke gengælder tjenesten, hvis det er et almindelige mennesker, der bliver sat på røven. I stedet for gyldne håndtryk og redningspakker bliver huslejen en uoverskuelig byrde, og pengene rækker hverken til fodboldstøvler eller foreningskontingenter.
Oven i hatten har vi et offentligt bureaukrati, der er lige så uigennemskueligt som en mur. Hvis man altså er et almindeligt menneske. For dem med mange penge er det ikke noget problem, for økonomiske privilegier giver adgang til advokater og andre højtlønnede nørder, der rent faktisk er i stand til at skære sig igennem papirjunglen.
Man kunne håbe at institutioner som Skat prøvede at være på almindelige menneskers side, men sådan hænger det ikke sammen. Det er ikke langt tid siden, Skat blev snydt for over 12 milliarder i sagerne om ulovlig udbetaling af udbytteskat. Alligevel bruger Skat sine ressourcer på software, der kan overvåge, om folk laver mærkelige rettelser i deres årsopgørelser. Det er som at fikse et benbrud med et børneplaster.
Det bureaukrati, der kunne være brugt til at kontrollere storkapitalen, bliver i stedet brugt til at knægte den enkelte borger. Det er en uretfærdighed, der bør vendes på hovedet.
Og går den engang imellem dårligt i en af de samfundsbærende virksomheder som posten, Dong eller vaccineproduktionen, kan man være sikker på, at fællesskabet ikke beder storkapitalen om at spytte lidt ekstra i kassen, så det samfund der bærer den kan klare sig lidt bedre.
Derimod kan man være helt sikker på, at vores fælles infrastruktur bliver sat billigt til salg, og så kan højrefløjens gode venner ellers grine hele vejen til banken med deres nyvundne profit under armen.
Systemet er råddent hele vejen igennem. Der er nærmest ikke nogle tilfælde, hvor det offentlige prioriterer borgernes interesser højest; profithensyn, kapitalinteresser og håbet om de sagnomspundne
“dynamiske effekter” står altid forrest i køen.
Det er efterhånden bydende nødvendigt, at vi får gjort forårsrent. Vi skal begynde at stole på, at almindelige mennesker ikke hele tiden prøver at snyde systemet, og så skal vi indse, at det netop er det alle de store virksomheder gør hele tiden.
