”Alt har interesse”. Sådan slutter mange af ”jeg søger bolig” opslagene, som findes i overflod på Facebook. Det vidner om, at mange, og i særdeleshed de unge, er lettere desperate i deres jagt på tag over hovedet. Drømme må hurtig opgives og i stedet må budgettet hæves.
De seneste år er lejepriserne i de største danske byer steget markant og når det snart er tid til studiestart igen, vil mange nye studerende formentlig mangle en bolig – præcis ligesom sidste år.
Mød to unge, der har oplevet boligmarkedets udfordringer på egen krop.
Christopher. 25 år. Kommunikationsstuderende. Bor på Kollegie
Jeg flyttede hjemmefra i det herrens år 2011. Jeg flyttede til Esbjerg for at studere. Det var på et kollegie, og det var ret nemt at få. Senere flyttede jeg til Århus, også på kollegie, og det var heller ikke så svært at få fat i. Så flyttede jeg til København. Eller ej, flytte er for meget sagt. Jeg fik et arbejde i København. Jeg boede i min vens halvandenmands seng 5 dage om ugen. I weekenden tog jeg til Århus, og sov hos mine forældre. Jeg fik et værelse, men blev opsagt med 1 måneds varsel – så var jeg hjemløs. Jeg sov rundt omkring og havde alle mine ting med på arbejde.
Jeg var til den mærkeligste samtale. Det var sådan et åbent hus, hvor vi var tre mennesker, der var mødt op hos ham her den 40-årige drukbold. Vi sad og drak rødvin, og så handlede det ellers om, hvem der kunne få mest opmærksomhed, så man kunne få det her værelse. Vi måtte aftale, at vi gik samtidig. Ellers kunne man jo sidde der hele natten. 2 uger efter, fik jeg at vide, at jeg godt måtte flytte ind.
På Roskilde Festival fik jeg en sms, hvor jeg blev opsagt. Det var vist fordi han selv skulle flytte. Så var jeg hjemløs i en måneds tid. I marts havde min udlejer skrevet på Facebook, at han ville leje hele lejligheden ud pr. 1 maj. Nu må det fandme være nok tænkte jeg, og skrev mig op til nogle kollegier. Jeg tog til Sicilien på ferie og imens fik heldigvis at vide, at jeg havde fået et kollegieværelse.
Det værste har været de gange, hvor jeg var hjemløs, og omstændighederne har ændret sig, så man pludselig ikke havde et sted at tage hen. Engang skulle jeg til Superbowl-aften, men så aflyste de spisningen. Derfor havde jeg ikke noget sted at spise. Ham jeg skulle sove hos senere, kunne jeg ikke få fat på. Så satte jeg mig på en bænk, på Gammel Kongevej, og begyndte at kigge min telefon igennem, for at se hvem jeg kunne ringe til. Når man ikke har sit eget sted, bliver man meget afhængig af, at andre mennesker har tid til en.
Det største problem ved det københavnske boligmarked er, at det er for svært at få en bolig. Der er ikke nogle akuttilbud. Står man uden bolig, er der ikke noget at gøre. Ventelisterne er for lange. Der er heller ikke nok billige boliger. Når man er ung, men ikke er studerende, bliver mængden af billige boliger mindre, fordi man ikke må søge ungdomsboliger. Samtidig er mængden af mennesker, der søger dem, endnu større og mere pengestærke. Derfor er det endnu svære at finde en bolig, når man ikke er studerende, men bare arbejder i et forholdsvis dårligt betalt job, som jeg f.eks. gjorde, da jeg arbejde i Netto
Det er jo helt åndsvagt at boligstøtte bliver udbetalt af staten. Nye kollegier bliver dyre, fordi alle skal have eget bad og køkken, så man kan få boligstøtte. Den del betaler kommunen jo ikke. Det kan ikke betale sig for dem, at bygge dem billigt. Pludselig gav det meget mere mening for mig, hvorfor nogle, i sær de nye, ungdoms-og kollegieboliger er så dyre.
Nu bor jeg på kollegie. Det er hvad jeg allerhelst vil. Det er billigt, der er mennesker, og man kan ikke bare blive opsagt. På mit kollegieværelse har det også været svært, at finde sig til rette og pakke ud, fordi jeg har været vant til, at bo så midlertidigt. Man skal søge kollegierne med egene ventelister. Man kan ringe og græde, og nogen gange er der en i den anden ende, der vil hjælpe en.
Unges boligdrømme er reduceret til ”jeg vil bare gerne bo et sted.” Det er lidt trist. Drømmene må gerne kunne blive lidt større.
Christina. 22 år. Lærerstuderende. Bor på et lejet værelse.
Da jeg flyttede fra Bornholm, flyttede jeg først til en fremlejet lejlighed i Ballerup med min daværende kæreste. Vi boede der til fremlejen udløb, men da havde vi så også valgt at gå fra hinanden. Min veninde havde lige fået tilbudt en lejelejlighed på Nørrebro, hvor jeg heldigvis kunne flytte med.
Der måtte kun stå én på lejekontrakten. Det blev hende. Efter 10 måneder ville hun have, at hendes kæreste skulle flytte ind i stedet. Gennem facebook fandt jeg et værelse i Sydhavnen. Lejen var dog kun et halvt år, så lige siden jeg flyttede ind, har jeg ledt efter noget nyt. Om nogle dage flytter jeg på kollegie. I Herlev.
Det er pissedyrt, at bo i København. Du kan ikke finde et sted, hvor de ikke sluger hele din SU. Jeg har overvejet, om jeg måtte droppe ud af mit studie, til fordel for et fuldtidsjob, så jeg kunne betale for et sted at bo. Ventelisterne til de almene og billige boliger skal man være skrevet op til i alt for lang tid. Man skal nærmest skrive sig op, når man bliver født. Det tænkte mine forældre ikke på. Jeg har sagt til min lillesøster, at hun burde gøre det nu, selvom hun ikke tænker på at flytte hjemmefra forløbeligt.
Hver morgen når jeg sad og kiggede på lektier eller lagde makeup, havde jeg computeren åben for at kigge på boligsider. Man er bange for at misse noget. Alle de gode steder bliver taget med det samme. Jeg kender ikke nogen, der har fundet noget med det samme. Jo én. Men det var et forældrekøb. Det er et problem for alle. En af mine venner havde sin taske, med alle sine ting i, med i skole for en periode, og sov forskellige steder.
Man begynder at overveje, hvor meget man vil pakke ud. Hver gang man flytter, er der også alle mulige praktiske ting, som kræver tid. Få fat i en trailer. Låne en bil med anhængertræk. Nyt sygesikringskort. Ændre adresse en masse steder. Jeg har lavet en liste nu, så der ikke er noget jeg glemmer. Sidst jeg flyttede tænkte jeg, at næste gang, ville jeg ikke bo et sted, hvor jeg kunne risikere at ryge på gaden. Jeg har brug for noget stabilitet.
Det er meget stressende, når man ikke er sikker på, om man har et sted at bo. Jeg har været rigtig ked af det, og rigtig nervøs. Det er ikke sjovt. Det er et stort pres. Samtidig skal man passe sit studie og job. Mine forældre bor på Bornholm, så jeg kan ikke bare lige flytte hjem for en stund. Hele mit liv er også i København: studie, job, kæreste. Jeg har været bange for, om jeg måtte stoppe på min uddannelse. Man snakker så meget om, at vi er generation præstation. Unge er presset og stresset. Det hjælper bare ikke, at man så ikke har et sted at bo.
Når jeg flytter på kollegie glæder jeg mig til, at have nogle flere penge. Så kan jeg få bedre mad. Gå til tandlæge. Starte i et fitnesscenter igen. Det er sådan nogle ting man nedprioriterer.
