Af Anna Overlund, Bibliotekar og kandidat til Borgerrepræsentationen i København
Jeg har tænkt en del over hvad det er der er vigtigt for mig som SF’er, og som ung kandidat, i forhold til den kommende kommunalvalgkamp. Noget af det jeg bliver ved med at vende tilbage til er, hvordan vi arbejder politisk med kultur i kommunerne. Jeg er meget i tvivl om vi som parti gør det godt nok og om vi løfter opgaven med at sikre de bedste rammer i en verden af passionerede mennesker og det er en diskussion vi bliver nødt til at tage – inden området glider os af hænderne og forsvinder ind i det politiske farvespil mellem det magenta og det neongrønne.
Mit arbejde som folkebibliotekar betyder at jeg har en meget praktisk tilgang til kulturen, som noget der rører mennesker får dem til at undres og tænke, men også noget som skal arbejdes med konkret der hvor borgeren er. Jeg har set hvad biblioteker, kulturhuse og andre kulturinstitutioner rundt omkring i landet kan gøre for sammenhængskraften i lokalsamfundet og jeg mener at vi skal arbejde hårdere for at have kulturinstitutioner der underbygger borgernes mulighed for at lære, udvikle sig eller helt grundlæggende opleve noget – for kultur må også gerne være noget der er sjovt.
Et opgør med “mere kultur er det bedste”
Kære partifælle, jeg mener at vi bør gøre op med “vi skal have kultur, og vi skal bare have mere af den”-tilgang som rider kultur- og fritidsområdet som en mare. Jeg mener at vi i stedet skal tage et ansvar som politisk tænkende mennesker på os. At vi skal huske at snakke om sådan noget som penge, ressourcer, opgaver og forholdet mellem disse ligesom på alle andre politiske områder.
Kulturmedarbejdere i kommunerne rundt omkring står til stadighed over for at tage valg med udgangspunkt i deres faglighed; skal man købe et, op reklamere andet eller række ud mod bestemte målgrupper i lokalområdet. At have manglende tillid til de beslutninger – forsøge sig med at uddele puljemidler og forfordele bestemte kunstarter – det giver ikke nogen mening i mine øjne. Fokus for mig er, et opgør med ideen om at “alt kultur er for alle” og at alle får lige meget ud af alt høj(kvalitets)kultur. Det er ikke alle der får noget ud af en operakoncert, ligesom det heller ikke er alle der får noget ud af en fodboldkamp, men vi skal kunne rumme at tilbyde det meste ud fra de muligheder og behov der ligger i lokalområdet.
Jeg mener at vi skal opgive den husfred der gennem mange år har ligger i kulturpolitikken om at alle kan få penge til alt – og at vi skal have et fokus på at bruge kulturen (og her regner jeg det stedmoderligt behandlede idrætsområde med) mere praktisk fokuseret i konkrete opgaver.
Jeg mener at vi skal bruge kulturen som et redskab for at underbygge fællesskaber – fordi vi som borgere får et stærkere netværk omkring os og fordi det underbygger borgerne i at kunne selv. Vi kan ikke til stadighed understøtte alle i alt i velfærdssamfundet – men vi kan styrke borgerne og give dem muligheder for at udvikle sig og se sig selv i den sammenhæng de er en del af.
De professionelle kunstudøvere er ikke dem der skal stå øverst på vores dagsorden – det skal borgerne – og det er ikke de folkevalgtes opgave at beslutte hvad der har mest værdi, men nærmere at byde ind med de områder som vi gerne vil bruge kultur- og fritidsområdet til at understøtte borgerne i.
Vi bliver nødt til at give definerede opgaver
Jeg mener at vi skal sikre at vores kulturinstitutioner er vores flagskibe i den kommunale kultur.
Vi har en opgave med at styrke dem på samme vis som Ninna Thomsen (SF) i København har løftet plejehjemmene til at være differentierede tilbud der taler til den enkelte, frem for til en ukendte masse som bare er “til alle”
Vi skal bruge idrætten til at støtte de borgere der tit har berøring med socialforvaltningen og som ikke kan komme videre uden at lave livsstilsændringer – for motion er noget der underbygger et godt og sundt liv.
Vi skal skabe læsekredse til omsorg- og sundhedsområdets ældregruppe – for ensomhed er et problem der kan løses ved at tilbyde fællesskaber. Vi skal understøtte trafik- og miljøområdet ved at sikre liv på de små oaser der er i byerne rundt omkring i form af torve og pladser – for kulturliv er ikke noget der skal gemmes omme bag institutionernes mursten og endelig skal vi sørge for at den unge mor der har brug for både støtte og netværk kan mødes på biblioteket med sin sundhedsplejerske og mødregruppe, så hun derved opdage hvilke tilbud der kan understøtte hende og hendes barns udvikling.
Vi kan tage beslutningen om at bede vores kulturliv være en seriøs aktør i lokalsamfundet, og løse nogle af de problemer der er fremtrædende, eller vi kan lade stå til og lade biblioteket være det sted med bøgerne eller kulturhuset det der sted du kommer med dine børn, hvis du en del af kultureliten.
Jeg mener at vi ikke kan tillade os at være uden kant på disse områder og at vi politisk set som SFerer, og SFUere, er nødt til at træde frem med et budskab om at kulturen er noget der skal tages seriøst, at den er et aktiv i borgernes liv og ikke flødeskummet på toppen af velfærdssamfundets lagkage.
Jeg vil gerne være den der løfter den dagsorden – men jeg kan ikke gøre det alene – og jeg håber at der er nogle af min med kandidater i KV17 der vil spille med på borgernes bane.
For hvis vi ikke tager kampen op, hvem gør så?
