- Skrevet af Marie Bredkjær Thomsen, 23 år og kommunikationsstuderende
Den bæredygtige omstilling handler om mere end hæklede vaskeklude og valgkampsslogans. Skal vi have klimaet tilbage på sporet, må bæredygtigheden trækkes med ind i vores fundamentale tænkning, så omstillingen bliver et holistisk fællesprojekt.
I kølvandet på Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen er det uhyre vigtigt, at én ting slås fast: Klima og bæredygtighed må ikke degraderes til en modetendens! Vi skal betragte den grønne omstilling som en bydende nødvendig transformation af et system, som langsomt vil æde sig selv op, hvis ikke vi ændrer kurs.
Holisme over heroisme
Det suger al energien ud af handlekraften, når vi evindeligt vender tilbage til grøn omstilling som et spørgsmål om politisk overbevisning. Klimaaktivismen har videnskaben i ryggen, men dette belæg afvises af kritikkere som Trump med påstande om, at videnskaben er en konstruktion. Det er naturligvis sandt, at vi ser gennem de briller, vi tager på – men så er vi tilbage i udgangspunktet. Tilbage i fosterstilling. Vi modarbejder hinanden for ikke at tabe ansigt. Med beskyldninger eller – i bedste fald – kompromisser sætter vi udviklingen i tomgang, mens mennesker verden over lider under konsekvenserne heraf.
Den grønne dagsorden tilhører ikke et fåtal af klimahelte. Vi har alle del i ansvaret, og lykkeligvis lever vi i en tid, hvor bæredygtige investeringer ikke kun er vejen til en lysere fremtid; de er også rentable. Det er tid til at se ud over vores egen firkantede facadeideologi. Vi må vælte muren, som adskiller det politiske stemmeræs fra substansen, så vi kan lægge planer, der rækker længere ud end en enkelt valgperiode. Holisme og kontinuerlighed er altafgørende komponenter, hvis vi skal flytte mere end bare stemmer. Vi må turde have visioner, der rækker udover magtkampen.
Det gode forbillede
Verdens befolkning vokser og bliver rigere, hvorfor forbruget på globalt plan ligeledes er stødt stigende. De, der pludselig har råd, hopper med største selvfølge med på forbrugerismens dårlige eksempel og spenderer deres indkomst på såkaldte luksusvarer som store biler og røde bøffer. Fortsætter vi i samme stil, som vi hidtil har gjort, vil overbelastningen af vores klima altså tage til. Skal skredet stoppes, må vi turde give afkald på nogle af de forbrugsvaner, vi indtil nu har levet med. Vi må acceptere, at alvoren for længst har nået et niveau, der er alarmerende nok til, at det vil gribe ind i vores privatsfære. Vi kan ikke fortsat skubbe ansvaret fra os med den slidte floskel om, at ”én person alligevel ikke kan flytte noget”, mens vi sidder på vores hænder og ser katastroferne hagle ned over en verden fjernt fra vores. Vi, som længe har haft økonomisk overskud, må være det gode eksempel – både overfor den udviklende verden og kommende generationer herhjemme.
Bæredygtigheden skal integreres
Ønsker vi at gøre udviklingen vedvarende, må den naturligvis forlænges med mere end en menneskealder og dermed overleveres til den nye generation. Klimaet får i øjeblikket meget spalteplads og tid på sendefladen, men hvad sker der, når vi, og nu tillader jeg mig at være idealistisk, får hånd om situationen? Når vi erklærer at have opfyldt FN’s klimamål? Hvad sker der, når denne generations dybt engegerede klimaentusiaster går på pension? Med al sandsynlighed vil den første generation, som ikke vokser op som tilskuere til en glødende klimadebat, ikke anse det for en presserende prioritet, hvorfor klimatrenden i værste fald vil dø ud, og kommende generationer vil skulle trækkes igennem hele møllen igen, når kloden igen siger fra med tørker og massive oversvømmelser.
Bæredygtig tænkning bør ikke være et hipt tog, vi kan vælge at stige på, men derimod en vogn vi alle befinder os på og bevidst må vælge at hoppe af i farten, hvis vi partout vil modsætte os.
Fokus på substansen
Dermed ikke sagt, at det ikke er rørende, når vi oplever civile strømninger af hjemmehækleri mod ophobningen af mikroplast i havet, men vi må ikke lade substansen sive ud af initiativet til fordel for symbolpolitik. Disse tegn på engagement og interesse for klimaet får først reel betydning, når trenden masseres ind i de strukturelle linjer.
Vejen mod en klimavenlig og dybt forankret omstilling går gennem vidensdeling, og det ikke kun i lukkede, klimaentusiastiske forummer. Vi skal tænke fundamentalt og skabe en bred forståelse af sagens alvor, så klimaet bliver en naturlig faktor i de valg, vi foretager.
De voldsomme naturfænomener, som senest har vist sig i form af store oversvømmelser i blandt andet Sierra Leone, Østasien og Texas, er klodens rungende råb om hjælp. Situationen kræver akut handling, men miljøet kommer ikke på rette fod dette eller næste årti, og FN’s Grønne Klimafond kan ikke løse problemerne alene. En bæredygtig, vedvarende udvikling skal forankres dybt i hele vores tænkning, før vi for alvor kan snakke om fremskridt.
