Morten Papes debut er historien om hans egen opvækst i Urbanplanen, et fattigt, multikulturelt boligkvarter på Amager. Det er SFU-formandens yndlingsbog, og er i øvrigt en af de mest læste bøger blandt venstrefløjspolitikerne på Christiansborg.

Et lille kvarter på cykel. Så langt er der mellem Folketinget og Urbanplanen. Selvom Slotsholmens jakkesæt virker uendeligt langt væk fra Urbanplanens joggingbusker, er der ikke noget mærkeligt i, at så mange venstreorienterede er vilde med Papes bog.

Planen er nemlig en fortælling om opvækst i et miljø, hvor intet sted er trygt og hvor man aldrig passer ind; klassisk socialrealisme, hvor alle de grumme facetter af livet på bunden af samfundet bliver stillet frem til frit skue.

Fortællingen formår at berette om, hvordan det er at leve uden fællesskaber og med færre penge end resten af samfundet. Og det er det, Planen gør bedst; sproget er ukompliceret og ligetil, men formår alligevel at kommunikere følelsen af håbløshed og rodløshed på en måde, man kan relatere til. Det er en nem bog at læse, og det giver god plads til handling, at der ikke bliver brugt tid på overpoetiske beskrivelser af solopgange eller betonklodser.

Handlingen fylder også godt det hele, og det er meget få af bogens mange ord, der bliver brugt på at beskrive små detaljer. Sproget er tæt på at være det man kunne kalde for ”og så skete, og så skete”-sprog, men er heldigvis ikke tørt eller repetitivt. Det er tydeligt, at Planen er skrevet uden filter af en med noget relevant at fortælle.

Den samlede historie er bygget op af de oplevelser Morten har haft igennem sin opvækst. Nogle af dem er meget hverdagsagtige, og andre oplevelser er sådan nogle, man skal leve på samfundets bund for at skulle igennem. Kedelig og langsom er ikke ord, man umiddelbart ville bruge til at beskrive Planen.

Det enkle sprog og den meget ligefremme fortællerstil gør Planen ærlig, hård og provokerende. Bogen er ikke hyggelig og afslappende på samme måde, som mange andre handlingsfyldte bøger kan være det.

Selvom der hele tiden sker noget i Planen, virker mange af de ting, Morten oplever, banale. Umiddelbart kan det være svært at se, at noget af det, der sker i bogen, betyder noget som helst. Når man lægger de mange oplevelser sammen, giver bogen dog et fantastisk billede af, hvordan det er at vokse op i Urbanplanen.

Hvis der er noget, der skulle afholde én fra at læse Planen, ville det være dens længde. Selvom summen af de mange små øjeblikke fra Mortens opvækst er det, der bærer fortællingen og følelserne, bliver det for meget, når man nærmer sig slutningen. Det er som om, man skal igennem de samme pointer mange gange for til sidst at blive skuffet over, at der ikke bliver tilføjet noget nyt.

Samlet set, er det en god bog, og hvis man ønsker kendskab til nogle af dem, vi som socialister ofte kæmper for, skylder man i hvert fald sig selv bogens første 200 sider.

Anmeldelsen er skrevet af Victor Ottosen.

Skriv en kommentar