Vores halvbror i Atlanten har fået ny regering her i januar måned, og selvom nyhedsdækningen har været sparsom, så er det alligevel interessant i et dansk og venstreorienteret perspektiv. Det er nemlig ikke Trump og det amerikanske kaos, denne artikel handler om, men derimod et fastfrosset kaos, der er endt ud i orden. En orden, der fra et progressivt synspunkt dog ikke er særligt ønskværdigt.

Vi skal nemlig ikke krydse Atlanten, men kun halvvejs over – 1.815 kilometer i nordvestlig retning. Til Island, der 11. januar fik ny flertalsregering efter tre måneder med hele tre forhandlingslederes fejlslåede forsøg på at danne en regering. Isen mellem de politiske partier tøede dog op, og i forrige uge kunne den nyudnævnte premierminister Bjarni Benediktsson så præsentere sin regering. En regering, der består af Uafhængighedspartiet (21 mandater), Reformpartiet (7) og Lys Fremtid (4), og som med 32 ud af 63 sæder i parlamentet holder det snævrest mulige flertal.

Det tætte valgresultat, der viste sig som en skuffelse for det alternative Piratparti, førte til meget svære forhandlinger. Forhandlinger, der altså blev yderligere komplicerede af, at valget kom et halvt år tidligere end planlagt, fordi daværende premierminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson blev presset til at udskrive valg, efter at hans kone blev sat i forbindelse med skattely-skandalen omkring Panama Papers. Ironisk nok var den nyudnævnte premierminister Bjarni Benediktsson, også i søgelyset omkring Panama Papers, men han afviste at forlade sin daværende post som finansminister.

… og smeltevandet lugtede

I flere internationale medier har det været kilde til stor undren, at de establishement­-kritiske kræfter ledt an af det yderst kritiske Piratparti formåede at presse den tidligere premierminister ud, men at de samme kræfter ikke viste sig stærke nok til at holde et andet medlem af den politiske elite fra magten. Et vundet slag, men en tabt krig, så at sige. Ydermere hjalp det ikke, at det senere er kommet frem, at Benediktsson tre uger før valgets afholdelse modtog en rapport omkring omfanget af skattesvindel med offshore konti, men alligevel valgte at hemmeligholde indholdet indtil efter valget. En handling, der forståeligt nok har medført en del kritik, fordi netop skattesvindel stod som den primære årsag til udskrivelsen af det tidlige islandske valg.

Den nye regering med to konservative partier og et centrumparti står altså for at udstikke Islands politiske kurs, en kurs der blandt andet involverer massivt fokus på den islandske sundhedssektor, på infrastrukturen og på fiskeriet. Oppositionspartierne har dog allerede klaget deres nød over de vage formuleringer i den nye regerings politik. Hvis du er skarp til islandsk, kan du læse det samlede regeringsgrundlag her. Særligt interessant bliver det, hvorvidt parlamentet vil skulle stemme omkring et muligt medlemskab af EU, som de to lillebrødre i regeringen gik til valg på i oktober. Benediktsson har nævnt det som en mulighed, men det står ikke direkte nævnt i regeringsgrundlaget, at parlamentet skal stemme om EU-medlemskabet. Noget der måske kan skyldes, at et flertal blandt befolkningen ikke ønsker et medlemskab af EU.

Selvom hverken de Venstre-grønne eller Piratpartiet altså lykkedes med at erobre regeringsmagten, så ser regeringsprogrammet umiddelbart ikke forfærdeligt ud fra et venstreorienteret perspektiv. Adgang til kvalitetssundhed uanset indkomstniveau står som en central støtte, og det ubesvarede spørgsmål er så hvor pengene skal komme fra. Umiddelbart er det at frygte, at finansieringen vil komme ved beskæringer af andre områder.

Er der mon en blikkenslager tilstede?

Alligevel sidder store dele af den progressive venstrefløj tilbage med en dårlig smag i munden, og enkelte internationale medier taler endda om Piratpartiet som Islands Bernie Sanders. Det lykkedes ikke at tage et fuldstændigt opgør med den politiske elite, men der er startet en bevægelse, der sandsynligvis vil sætte et markant aftryk over den kommende tid. Piratpartiet, blev ved valget i oktober mere end tredoblet. Samtidig gik de Venstre-grønne, der politisk ligger meget tæt op af SF, også frem med tre mandater. Der kan altså trækkes en række paralleller til dansk politik, hvor især spørgsmålet om klima også fylder meget for den islandske venstrefløj. Alligevel sikrede Piratpartiet sig ikke de afgørende mandater, hvilket kan skyldes deres relativt smalle politiske fundament.

Er det muligt at gå til valg på et ønske om mere klimavenlig politik, mindre overvågning, mere personlig frihed og en kritik af den politiske elite? Ja, helt klart – men det var ikke nok. Selv Alternativets Uffe Elbæk pegede før det islandske valg i oktober på, at Piratparties analyse ikke var dybdegående nok og at deres politiske dagsorden var for ”snæver”. Modsat andre bevægelser som f.eks. Bernie Sanders, så pegede Elbæk også på Piratpartiets manglende erfaring som en afgørende faktor. Rendyrket idealisme tabte til den konventionelle politiske elite på Island, ikke bare fordi at vælgerne ikke tilsluttede sig den, men også fordi at den politiske uenighed mellem de traditionelle venstrefløjspartier og det noget aparte Piratparti var for stor til at kunne samles. Piratparties alternative politiske mærkesager, fx afskaffelsen af digital ophavsret og en stor kritik af overvågning, tiltrak sig opmærksomhed, men kunne ikke rykke nok vælgere til at forene en samlet centrum-venstrefløj omkring regeringsmagten. Den største forenende faktor var således forargelsen over den højreorienterede politiske elites involvering i skattely, hvilket ganske enkelt ikke var nok.

Tilbage står altså, at en markant alternativ bevægelse så dagens lys på Island, men at den ikke var stærk nok til at dæmme op for konservative og højreorienterede kræfter, der i store dele af befolkningen repræsenterer ’same procedure as every year’. Hvorvidt smeltevandet bliver skiftet ud med tiden er svært at gisne om, men de Venstre-grønne og piraterne vil gøre deres for at det sker.

Hvorvidt de sammen med Islands øvrige venstrefløj kan overbevise vælgerne om, at de er de rette blikkenslagere til at rydde op i smeltevandet, vil i høj grad afhænge af deres evne til at vise konkret og bredt forankret politisk forandring gennem deres arbejde i oppositionen. Det bliver svært, men med en så snæver regering som Benediktssons, så er det helt bestemt muligt. Den progressive islandske udvikling bliver interessant at følge, for den er i højt grad et billede på mange af de idealistiske og moderne partiers udfordringer.

Denne artikel bygger udover de linkede kilder på indhold fra NY Times, The Reykjavik Grapevine, Yahoo News samt islandsk stats-tv RÚV.

Skriv en kommentar