EU’s handelsaftale med Canada, CETA (Comprehensive Economic Trade Agreement), er for nylig blevet godkendt I EU-parlamentet. Aftalen er problematisk på en lang række områder såsom arbejdsvilkår, offentlige tjenesteydelser og særdomstole. Denne artikel handler dog om, hvilke konsekvenser aftalen kan have for miljøet.
Først og fremmest indebærer aftalen en ISDS-mekanisme, kaldet ICS (Invester Court System), hvilket kort sagt er en særdomstol for virksomheder, der fungerer uafhængigt af nationale lovgivninger. Det betyder, at canadiske virksomheder kan sagsøge europæiske stater, såfremt de indfører love, der kan påvirke deres forventede profit. Europæiske virksomheder kan gøre det samme i Canada. Dette betyder dog ikke, at der er tale om en ”udligning”, hvor lande i Europa hverken mister eller får mere indflydelse. Der er i stedet tale om, at multinationale virksomheder på hver sin side af Atlanten får mere indflydelse på bekostning af befolkningen og miljøet.
Dette kan for det første blive rigtig dyrt for sagsøgte stater, da både sagsomkostninger og kompensationer nemt kan løbe op i astronomiske beløb. I EU’s interne investordomstol har vi bl.a. allerede set den svenske virksomhed Vattenfall sagsøge Tyskland for 30 milliarder kroner i 2012, da Merkel besluttede at udfase atomkraft. Sagen er endnu ikke afgjort. Et andet eksempel var, da olieselskabet Chevron blev idømt en bøde af Ecuador for forurening og manglende oprydning efter et stort olielæk i Amazonas. Chevron indledte derfor en ISDS-sag mod Ecuador og vandt.
For det andet har ISDS en afskrækkende effekt på regeringer, da de nødigt vil indføre love, som kan resultere i store erstatningssager. Dermed fastholdes en status quo, hvor miljølovgivningen forbliver utilstrækkelig i forhold til, hvad der er nødvendigt for at sikre en bæredygtig udvikling. Dette udgør et problem med hensyn til suverænitet, da multinationale kan gå uden om nationale lovgivninger samt få indflydelse uden et demokratisk mandat.
Antallet af ISDS-sager vokser, og mange er endt med svækkelse af miljøregler. I EU har 60% af sagerne mod medlemsstater omhandlet miljølovgivning. Hvis CETA implementeres, vil antallet formentlig stige.
CETA indeholder desuden et kapitel om reguleringssamarbejde, som bl.a. vil bestå af et såkaldt ”Regulatory Co-operation Forum” (RCF). Denne nye institution er dog kun vagt beskrevet, hvilket giver EU-Kommissionen, men også virksomheders lobbyister direkte indflydelse til at forme den. Reguleringssamarbejdet skal fungere permanent efter CETA og give mulighed for at påvirke ny regulering allerede før, det når EU-Parlamentet. Reguleringssamarbejdet vil således kunne blokere ny EU-lovgivning. Lige som med investordomstolen får virksomheder altså endnu mere indflydelse på lovgivningen, end de allerede har.
Handelsaftaler som CETA gør det vanskeligere at introducere strengere regler for at beskytte miljøet. Samtidig opfordrer den til mere udvinding, produktion og handel, hvilket øger udledningen af drivhusgasser. CETA vil tillade multinationale virksomheder at ignorere eller udfordre vores miljøreguleringer, og den vil svække vores regeringers evne til at indføre nye. Både Canada og EU burde styrke deres lovgivning indenfor miljø og klima og respektere internationale klimaaftaler – ikke lave flere handelsaftaler, der giver multinationale virksomheder flere privilegier.
Før aftalen går igennem, skal den først godkendes af de nationale parlamenter. Der skal kun ét parlament til at afvise den, før aftalen kastes tilbage på forhandlingsbordet. Vi har dog stadig travlt, for Danmark er det første land til at godkende aftalen. Forslaget blev fremlagt i folketinget i går, d. 28/2 og bliver behandlet den 14/3. Afstemningen kommer dermed nok til at falde i april måned.
Vi kan altså stadig nå at gøre noget! Ungdom NOAH tager til demonstration på Christiansborg Slotsplads den 23. marts kl 17
