Aldrig nogensinde har mennesker vidst så lidt om, hvad de spiser, som i dag. Ikke nok med, at en stor del af vores fødevarer kommer flere tusinde kilometer væk fra, så indeholder konventionelle fødevarer også et uoverskueligt virvar af kemikalier og tilsætningsstoffer. Ikke engang en kemiker ville kunne genkende alle de kemiske betegnelser og E-numre, der står med småt på bagsiden af fx en færdiglavet pizza eller en pakke cornflakes. Med andre ord så ved vi under en brøkdel af, hvad vi indtager dagligt for at holde kroppen i gang. Naturligvis behøver man ikke vide alt om, hvad man spiser. Men sagen er i dag den, at vi forbrugere sjældent har mulighed for at vide nogle af de mest basale ting om, hvad vi putter i munden.
Genetisk modificerede organismer, forkortet GMO, er et strålende eller rettere sagt skræmmende eksempel på denne udvikling. Dem, som gavner mest af udbredelsen af genmodificerede afgrøder, er navnlig multinationale mastodonter som Monsanto eller Bayer, der har patent på de mest anvendte GM-afgrøder. I takt med at GM-afgrøder bliver mere og mere udbredt, kan man formode, at selskaber som disse ser frem til at få monopol på alverdens fødevarer. Et andet argument mod, at GMO skulle fremme fødevaresikkerheden, er også spørgsmålet om patenter. For hvorfor tage patenter, hvis man gerne vil udrydde sult? Landmænd må således ikke gemme frø, som de altid har gjort, men skal hvert år købe nye frø. Hvis de forsøger at gemme GM-frø, bliver de sagsøgt. Samtidig spreder GM-frø sig og forurener markerne hos de landmænd, der har valgt ikke at dyrke GM-afgrøder, hvorefter de også kan blive sagsøgt.
Overraskende nok, er motivet bag GMO-projektet altså først og fremmest kommercielt – og ikke, som fortalere for GMO siger, at udrydde hungersnød. For såfremt dette havde været tilfældet, ville det i stedet havde været nemmere at omlægge noget af den massive kødindustri, som i øjeblikket sidder på over to tredjedele af verdens landbrug. Der er rigeligt med mad i verden, men fordelingen er meget skæv.
Et andet argument for at være kritisk over for GMO er manglen på viden. Indtil videre er det primært virksomhederne selv, der driver forskningen på området. Universiteter og neutrale forskningsinstitutioner har derimod på mystisk vis udgivet bemærkelsesværdigt lidt forskning på området. De få forskere, som har udgivet kritisk forskning om GMO, har ofte måtte løbe store risici og er kommet i konflikt med myndighederne.
Diskussionen om sikkerheden ved GM-fødevarer handler ikke så meget om de modificerede gener, men snarere om de sprøjtemidler, man anvender på GM-afgrøder. GM-afgrøder er nemlig mere tolerante over for sprøjtemidler, hvilket betyder at landmændene bare kan sprøjte løs med det såkaldte ”Round Up Ready”, som indeholder glyphosat. Glyphosat er ikke farligt i små mængder, men i større mængder er det skadeligt for biodiversiteten og i sidste ende måske også menneskers sundhed. Men også her mangler uvildige forskere adgang og økonomi til at forske i sprøjtemidlernes effekt på vores sundhed.
De fleste konventionelt producerede animalske fødevarer stammer fra kreaturer, som er blevet fodret med genmodificeret soja importeret fra Sydamerika. I Danmark estimeres det, at over halvdelen af de mange millioner svin, der opdrættes, har indtaget GM-soja. Men det kan man ikke se på varerne. Det er nemlig ikke lovpligtigt, at animalske fødevarer fra dyr fodret med GMO skal mærkes. Det gør sig i mindre grad gældende med kylling, oksekød og mejeriprodukter.
Altså har forsigtige forbrugere ringe mulighed for selv at vide, hvad de putter i indkøbsvognen. Når vi nu allerede med god grund kan se, om et produkt er økologisk, hvor det kommer fra, samt hvilke E-numre, det indeholder, er det så ikke mindst ligeså relevant at vide, om der GMO i? Vi har krav på gennemsigtighed.
