Gør julen grøn

0
2542
Det er på tide, vi gentænker den måde, vi holder jul på. Alle ved, at julen fejres på grund af Jesu fødsel, og mange ved også, at før kristendommen kom til Norden, holdt man også festlige højtider på denne ellers mørke årstid. I dag er julen først og fremmest købmandsstandens årlige genfødselsfest, og tingsfetichisme og fråseri er standens stjerneklare bud på det gode mellemmenneskelige samvær og nærvær rundt om juletræet.
Men i takt med at de danske julestuer dekoreres med grønne grantræer, bliver de grønne pletter langs ækvator mindre og mindre for hvert sekund. Og i takt med at vores hjem tændes op med stearinlys og lyskæder, sortner det over fabrikkerne i Kina.
Set fra et globalt perspektiv belaster julens merforbrugeri klodens ressourcer og bidrager til den globale opvarmning. Produktionen af danskernes julegaver udleder 2 millioner tons CO 2 hver jul. Til at indpakke vores julegaver bruger vi også 100.000 kilo gavepapir, hvilket kræver store mængder vand, energi og træ. Men når det kommer til julemiddagen, er der også plads til nytænkning.
Danskerne er et af de mest kødædende folkefærd i verden. Flæskesteg, som er yderst udbredt på de danske juleborde, er hverken godt for helbredet eller for klimaet. Produktionen af svinefoder forurener enormt, og så er det en af faktorerne bag fældning af regnskoven (bare rolig, halvdelen er stadig tilbage, så vi skal nok også kunne få flæskesteg næste år). Hvis man omregner CO 2 -udledningen af produktionen af1 kg svinekød, svarer det til at køre 180 km i en gennemsnitlig benzinbil. Med alt det kød, danskere spiser, bliver det til rigtig, rigtig mange bilture. Men som det er nu, kan vi jo sagtens både køre i bil og spise flæskesteg. Og regnskoven, den er langt væk.
Vi lever i en tid, hvor ikke bare teknologi, men også normer samt kulturelle mønstre er under hastig forandring. Forandring i sig selv kan vi ikke undgå, men vi kan godt have indflydelse på hvordan, forandringerne skal forekomme. Det er derfor oplagt at gentænke, den måde vi holder jul på. I stedet for at holde en jul, som modarbejder en bæredygtig og grøn fremtid, bør vi fejre en jul, som bidrager til den grønne omstilling. Dette kan sagtens lade sig gøre uden at ændre på essensen af julen.
Vi får næppe en hvid jul i år, men vi kan godt få en grøn. Her er fem tips til hvad, man selv kan gøre:
  1. Køb julegaver med omtanke – undgå at køb ting, som man egentlig ikke behøver, eller som kommer fra den anden side af jorden. Køb i stedet immaterielle gaver såsom oplevelser.
  2. Undgå madspild – Danskerne smider hvert år mad ud for 1,5 mia. kr. Dette er ikke bare spild af ressourcer, men også en hån mod dem i verden, som sulter ihjel. Lav ikke mere mad end nødvendigt og gem resterne.
  3. Køb økologisk – Hvis man absolut skal have flæskesteg, så køb økologisk. Endnu bedre er det at købe and i stedet. Økologisk mad belaster klimaet i lang mindre grad end uøkologiske fødevarer.
  4. Boykot juletræet – Det er det rene vanvid, at hver en hustand skal have et træ stående i stuen hvert år. Plant evt. juletræet udenfor efter brug, hvor det hører til.
  5. Skrot bilen – Medmindre du skal langt væk, og bilen er fyldt op, så tag offentlig transport.
Glædelig jul og godt nytår.
Indlægget er et udtryk for bloggerens egne holdninger og er ikke nødvendigvis et udtryk for Aktivistens officielle holdning

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.